Speciallæge: Nye restriktioner giver god mening

Speciallæge Christian Wejse bifalder, at nye corona-restriktioner afspejler, hvor der er fundet smittekæder.
7. september 2020 kl. 16:01Opdateret 7. september 2020 kl. 16:27

18 kommuner er blevet pålagt yderligere restriktioner af sundhedsmyndighederne for at begrænse smitte med covid-19.

I de 18 kommuner er åbningstiden blevet begrænset for barer og restauranter, og færre mennesker må forsamle sig end i resten af landet.

Det giver god mening, hvis man spørger speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet Christian Wejse.

- Jeg synes, restriktionerne er rimelige og proportionelle.

- De afspejler, hvor der er fundet smittekæder, og så prøver man at begrænse vores sammenkomster på det område. Det synes jeg, giver god mening, siger han.

Afdelingschef ved Statens Serum Institut (SSI) Tyra Grove Krause oplyser på et pressemøde mandag, at der er et stigende antal unge i alderen 20 til 29 år blandt de nye smittede.

Og selv om de unge sjældent har et særligt slemt sygdomsforløb, skal man alligevel tage smitten alvorligt, mener Christian Wejse. Selv unge kan på længere sigt få følger som tab af smags- og lugtesans, påpeger han.

Professor i virologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan mener også, at sundhedsmyndighederne har ramt rigtigt med restriktionerne.

- Man har valgt at sætte ind de steder, hvor det trods alt gør mindst ondt.

- Man går ikke ind og rører ved samfundets kerneaktiviteter, som har langsigtede negative effekter. Det virker egentlig ganske fornuftigt, siger Søren Riis Paludan.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) opfordrede også folk til at gentænke deres planlagte familiefester.

Aflysning af private arrangementer er måske lige i overkanten, mener Søren Riis Paludan.

- Det synes jeg måske, er unødvendigt, men det kunne have været meget værre, siger han.

De 18 kommuner, der er pålagt nye restriktioner, er Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Tårnby, Vallensbæk og Odense.

Her sænkes forsamlingsforbuddet til 50 fra 100 personer, og barer og restauranter, som ellers havde fået lov at udvide åbningstiden i genåbningens fase 4, skal igen lukke senest klokken 24.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu