Trump øjner mulighed i Nevada på vejen mod genvalg

Lørdag og søndag holder Trump vælgermøder i Nevada, der ikke har stemt republikansk siden 2004.
13. september 2020 kl. 06:42

I et forsøg på at finde nye veje til at blive genvalgt til november holder præsident Donald Trump lørdag aften lokal tid vælgermøde i Nevada.

Ørkenstaten har ikke støttet en republikansk præsidentkandidat siden 2004.

- Når alt kommer til alt, så vinder USA, når vi vinder, siger præsidenten til sine tilhængere i den lille by Minden syd for Reno ifølge Fox News.

Trump trodser de lokale myndigheder ved at holde offentlige vælgermøder både lørdag og søndag, mens coronavirusset fortsat raser i USA.

Lørdagens vælgermøde i Minden understreger da også den voksende betydning af Nevada i Trumps jagt på de 270 valgmænd, som også demokraten Joe Biden skal kæmpe om 3. november.

Det rapporterer CTV News.

USA har et særligt valgmandssystem, hvor en kandidat vinder valgmænd. Den kandidat, der vinder en stat, får alle valgmændene.

Der er 538 valgmænd i hele USA, og der skal derfor 270 valgmænd til en sejr. I Nevada er der seks valgmænd at hente.

Under sin tale i Minden kalder Trump Nevadas guvernør, demokraten Steve Sisolak, "en politisk partisoldat".

Tidligere på ugen var Trumps kampagne nødt til at flytte vælgermødet fra en stor lufthavnshangar i Reno til en mindre lufthavnshangar i den lille by Minden nær Lake Tahoe som følge af guvernørens forsamlingsgrænse på 50 personer udendørs.

- Er dette virkelig fyren, som vi stoler på med millioner af stemmesedler? spørger Trump tilhængerne, før han gentager sin beskyldning om, at Demokraterne vil snyde ved valget.

Donald Trump fortæller også, at han blev dybt fornærmet over en historie i magasinet The Atlantic, der i sidste uge beskrev, at Trump har omtalt amerikanske soldater dræbt under Første Verdenskrig som "tabere" og "kvajpander".

- Der er ingen, der elsker og respekterer vores militær mere end mig, siger præsidenten ifølge Fox News.

Donald Trump tabte snævert Nevada til demokraten Hillary Clinton i 2016 med to procentpoint. Siden har hans valgkampagne investeret kraftigt i delstaten i håbet om et andet udfald denne gang.

Søndag går turen videre til spillebyen Las Vegas, hvor Trump planlægger at holde et vælgermøde under overskriften "Latinoer for Trump" om morgenen efterfulgt af et vælgermøde i nabobyen Henderson om aftenen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trump har formået, at gøre det som INGEN anden har kunnet gøre. Han har ene mand fået vesten til at gøre op med et stadig mere verdens dominerende Kina.

Ingen tvivl om, at han bliver genvalgt til november.