Op mod 700 ton nyt tøj går op i flammer

Butikker smider usolgt tøj ud i enorme mængder, anslår en ny rapport. 85 virksomheder lover at holde op.
21. oktober 2020 kl. 09:39

Nyt og fejlfrit tøj med prismærker og i emballage risikerer at ende som affald.

Det kunne have glædet andre i Danmark eller ude i verden. Men i stedet sendes det til forbrænding.

Ifølge en rapport udarbejdet for Forbrugerrådet Tænk drejer det sig årligt om 677 ton tøj, som kasseres af især supermarkeder, stormagasiner og storcentre.

- Tøj- og tekstilsektoren udgør en meget stor belastning for miljø og klima, og det virker helt meningsløst, at der bliver smidt nyt, usolgt tøj ud, siger rådets formand, Anja Philip.

Tidligere har Miljøstyrelsen på baggrund af selvrapporteringer fra store tøjbrands vurderet, at omkring 200 ton destrueres om året.

De nye tal bygger på et estimat foretaget af affaldsanalysefirmaet Econet på baggrund af affald fra producenter og forhandlere af nyt tøj.

I Dansk Erhverv siger miljøpolitisk chef Jakob Lamm Zeuthen i en skriftlig kommentar, at der er flere årsager til, at butikker smider tøj ud.

Det kan være farvet med ulovlige pigmenter, eller der kan være brugt forkerte materialer. En anden forklaring er skatteregler, som pålægger butikkerne moms, hvis de giver det væk, men ikke hvis de smider det ud.

- Det er ikke min opfattelse, at butikker smider tøj væk uden grund, for det er at smide penge ud, udtaler Jakob Lamm Zeuthen.

I et forsøg på at begrænse udsmidet har Forbrugerrådet kontaktet 85 virksomheder, der repræsenterer 115 tøjbrands, og spurgt, om de vil tilslutte sig et løfte om ikke at destruere fejlfrit tøj.

50 af virksomhederne, blandt andre Salling Group, Coop, H&M og Boozt, er medunderskrivere.

I stedet for at smide tøjet ud vil virksomhederne give det til genbrug eller genanvendelse.

Dansk Røde Kors, der driver 240 genbrugsbutikker, modtager årligt 8500 ton tøj, som enten sælges herhjemme eller sendes til blandt andet Østeuropa.

Langt det meste er brugt tøj, men da mange kunder efterlyser nyt, melder organisationen sig gerne som modtager, siger genbrugschef Tina Donnerborg.

- Sammen med de andre humanitære organisationer kan vi sagtens håndtere de mængder, der er tale om.

Hun mener, at de nuværende få donationer af nyt tøj skyldes, at virksomhederne er bekymrede for deres brands.

- Hvis man kan købe tøjet i en genbrugsbutik, hvorfor skulle man så gå i de almindelige butikker. Får vi nyt tøj, er en del af aftalen derfor, at vi klipper mærkerne ud af tøjet, inden vi sælger det, siger Tina Donnerborg.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu