Labour suspenderer Jeremy Corbyn for anti-semitisme

Det britiske arbejderpartis tidligere leder vil ikke undskylde for kommentar til rapport om jøder i partiet.
29. oktober 2020 kl. 14:50Opdateret 29. oktober 2020 kl. 16:11

Det britiske oppositionsparti Labour har torsdag besluttet at suspendere den tidligere formand for partiet Jeremy Corby.

Det sker som en konsekvens af de kommentarer, han har fremsat, efter at en rapport har fastslået, at partiet ulovligt har stået bag chikane og diskrimination af jødiske partikolleger. Corbyn beskyldes for at nedtone rapportens betydning.

- I lyset af de kommentarer, der er fremsat i dag, og hans manglende vilje til at trække dem tilbage, så har partiet Labour suspenderet Jeremy Corbyn, mens en undersøgelse afventer, hedder det i en erklæring.

I rapporten fremgår det, at Labour under Corbyns ledelse "chikanerede og diskriminerede jøder".

Ifølge avisen Daily Mail skal Corbyn torsdag have sagt, at rapportens konklusioner "overdriver" problemets omfang.

Det vil lægge et stort pres på den nuværende formand for Labour, Keir Starmer, skriver avisen. Han kan blive tvunget til at ekskludere den tidligere formand.

Starmer siger, at han fuldt ud accepterer rapporten fra en kommission for lighed og menneskerettigheder, og han siger, at han vil følge rapportens anbefalinger.

Den 71-årige Corbyn blev løbende konfronteret med beskyldninger om antisemitisme, da han sad på formandsposten. Corbyn tilhører partiets venstrefløj, og partiet var præget af splittelse og fløjkrige under hans ledelse.

Kritikere siger, at hans politik i spørgsmålet om brexit var præget af modsigelser.

Labours beslutning betyder, at Corbyn heller ikke vil kunne deltage i parlamentsmøder som repræsentant for partiet.

- Det er en skammens dag for Labour. Vi har svigtet det jødiske folk. Jeg er oprigtigt ked af den smerte og den sorg, som dette har forårsaget, siger Starmer, som selv havde en betydningsfuld post i partiet, da Corbyn var partileder.

Den ledende forening i det jødiske samfund i Storbritannien byder suspenderingen af Corby velkommen.

Corbyn tager i en kommentar torsdag afstand fra antisemitisme, og han insisterer på, at hans partiledelse slog ned på det i partiet for at ændre kulturen.

Han siger, at problemerne nu "overdrives af politiske grunde", og han siger, at han ikke accepterer alle rapportens udsagn.

Corbyn blev gjort til leder i 2015, efter at han i en årrække havde været en markant deltager i aktivisme - blandt andet i propalæstinensiske sager.

Jeremy Corbyn valgte at trække sig, efter at Labour led et stort valgnederlag i december.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tonny Helleskov

Så vidt jeg kan læse og forstå fra dagens engelske aviser på nettet, handler det om, at kritik af den førte israelske politik i forhold til palæstinenserne opfattes og betegnes som antisemitisme.
Og de, der ikke mener dette vil blive suspenderet, event. senere helt smidt ud af partiets.
Og eftersom venstrefløjen i labour og andre socialdemokratier gennem mange år har været stærkt kritiske over for den israelske politik, er venstrefløjen af det politiske spektrum generelt antisemitisk.
Man mindes: Kritik af den amerikanske politik i Vietnam er anti-amerikansk, osv, osv.

Trond Meiring, Eva Bertram, Anders Reinholdt, Palle Yndal-Olsen, Ulla Nygaard og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Chris Skovgaard

Kritiser Israel og du er antisemit .. kritiser islam og du forfølger muslimer - både højrefløj og venstrefløj er fortabt i hver deres ekkokammer .. gad vide hvor vi ender

Erik Fuglsang, Carsten Hansen, Torben Arendal og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Det virkelige problem her er at medlemmer af europæiske parlamenter blindt tager Israel i forsvar og forsøger at forstumme enhver kritik af en stat de ikke bor i. Hvis de var det demokrati som har valgt dem værdige ville de kæmpe for palæstinensernes vilkår og forstå den helt legitime kritik af Israel. Her tænker jeg specielt på Luciana Berger der har gjort Labour mere skade end gavn og virker markant mere besat af antisemitisme på venstrefløjen end på højrefløjen. Jeg undrer mig over hvorfor.