Mette F. ser med stor alvor på anklager mod Frank Jensen

Der er ikke truffet konklusioner i sagen om Frank Jensen, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).
19. oktober 2020 kl. 09:04Opdateret 19. oktober 2020 kl. 09:44

Statsminister Mette Frederiksen (S) ser med stor alvor på de anklager om krænkelser, som er rejst mod Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Hun siger samtidig, at der endnu ikke er truffet konklusioner i sagen om ham.

- Jeg ser med meget stor alvor på de anklager, der er rejst. Det er åbenlyst, at vi i Socialdemokratiet også har problemer. Det skal ændres nu.

- Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling, siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar.

Hun understreger, at der ikke er taget stilling til sagen.

- Jeg vil gerne gøre det klart, at der ikke er truffet nogen konklusion i sagen om Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen, siger Mette Frederiksen.

Det har ikke været muligt at få et interview med Mette Frederiksen. Meldingen fra hende kommer, efter at Frank Jensen søndag aften fik opbakning fra partifæller ved et krisemøde i København.

Frank Jensen havde indkaldt til mødet, efter at en række sager om krænkelser af kvinder er blevet oprullet i medierne gennem de seneste dage.

22 ud af 32 deltagere ved mødet bakkede op om overborgmesteren.

Socialdemokratiet har etableret en advokatordning, hvor man kan indberette krænkende adfærd. Den er blevet bedt om at se på sagen med Frank Jensen.

Hvis man har været udsat for en krænkelse, bør man melde sig, lyder det fra Mette Frederiksen.

- Min utvetydige opfordring skal derfor være, at dem der måtte have været udsat for krænkelser, henvender sig til advokatfirmaet, så sagerne kan belyses fuldt ud, siger hun.

Alle partier i Københavns Borgerrepræsentation med undtagelse af Socialdemokratiet har opfordret til, at der bliver lavet en uafhængig undersøgelse af Frank Jensens krænkelser.

Samtidig mener flere partier, at Frank Jensen bør søge orlov, mens undersøgelsen pågår.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad os håbe at Mette Frederiksen ender med at lade det få konsekvenser for Frank Jensen, så der bliver sendt det signal, at den opførsel ikke tolereres. Klogt at hun vil have sagen undersøgt til bunds inden hun træffer sin endelige beslutning.

"22 ud af 32 deltagere ved mødet bakkede op om overborgmesteren."
Virkelig bizart at den afstemning foregik ved håndsoprækning. Så kan Frank jo se hvem han har loyalitet fra i øjeblikket. Dem, der ikke rækker hånden op, kan omvendt risikere repressalier fra deres øverste leder.

Sådan en afstemning burde være hemmelig og havde den været det, er det ikke sikkert at så mange havde bakket op.

Nike Forsander Lorentsen, Jann Ringtved, Jørgen Mathiasen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Her gik jeg lige og troede, at det var medierne og kommentatorerne der skulle fælde dom. Det var jo vigtigt at det gik hurtigt, og nu fik medierne ikke fældet de radikale.

Jeppe Lindholm

Der er et par håndfulde personer, som kan profilere og profitere på den her eksponering. Men det skyder hen over hovederne på den almindelige befolkning, som kun har hovedrøsten til overs.

Efter de seneste dages markante overreaktioner begynder jeg efterhånden at kunne forstå, hvis nogen modsætter sig de etablerede mediernes såkaldte selektive nyheds strøm, som udvælges af de få og forsøges at gøres til virkelighed for de mange.