Telegram

Ofre for hadforbrydelser skal betjenes bedre af politiet

Politiet har set en stigning i anmeldelser om hadforbrydelser i kølvandet på kampagnen "Stop Hadet".
Justitsminister Nick Hækkerup vil uddanne politiet, så det bliver klædt på til at tage imod personer, som har været udsat for en hadforbrydelse. (Arkivfoto)

Justitsminister Nick Hækkerup vil uddanne politiet, så det bliver klædt på til at tage imod personer, som har været udsat for en hadforbrydelse. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
7. oktober 2020 kl. 15:56

Selv om en ny rapport fra politiet viser en stigning på 27 procent i antallet af anmeldelser om hadforbrydelser, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at der faktisk bliver begået flere af den slags lovovertrædelser.

Det siger rigspolitichef Thorkild Fogde i en pressemeddelelse.

- Vi har før sagt, at det er et område med mørketal, siger han i politiets pressemeddelelse.

Rigspolitiet lancerede kampagnen "Stop Hadet", hvor det opfordrede folk til at anmelde, hvis de mente, at de var blevet udsat for en hadforbrydelse. Her så politiet efterfølgende en stigning i anmeldelser.

Antallet af anmeldte hadforbrydelser er steget fra 449 i 2018 til 569 året efter.

Politiet så især en stigning i antallet af hadforbrydelser med baggrund i religiøst motiveret had.

Til januar vil regeringen fremsætte en lovændring, der skal skærpe straffen for den type lovovertrædelse.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, håber, at stigningen i antallet af anmeldelser er et resultat af kampagnen.

- I så fald mener jeg, at mørketallene skal belyses ved hjælp af flere af den slags kampagner, opfordrer hun.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) fortæller, at han snart er klar med en række politiske initiativer, der skal styrke indsatsen mod de forbrydelser, der typisk er motiveret af et had til offerets race, religion eller seksuelle orientering.

- Politiet skal uddannes i at tage imod personer, der er blevet udsat for en hadforbrydelse, siger han til politiet.

Karina Lorentzen Dehnhardt mener, at politiet skal have den nødvendige viden om seksuelle og religiøse minoriteter og racisme til at imødekomme ofre for disse forbrydelser.

- Vores politi skal klædes på til at finde ud af, om der for eksempel har været tale om en almindelig voldssag, eller om det i virkeligheden har været en hadforbrydelse, siger hun.

Hos Enhedslisten vil man have afsat 20 millioner kroner i finansloven til en indsats i politiet mod hadforbrydelser.

- Der skal etableres en specialenhed, så vi sikrer, at politiet er klædt på til at håndtere disse sager, siger retsordfører hos Enhedslisten Rosa Lund.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Socialdemokratiet.

/ritzau/