Regeringen vil indføre to vegetardage i statens kantiner

Med ny grøn indkøbsstrategi for staten vil regeringen indføre kødfri dage og klimakompensation for flyrejser.
29. oktober 2020 kl. 09:05Opdateret 29. oktober 2020 kl. 11:59

I et forsøg på at skære ned på forbruget af kød foreslår regeringen at indføre to rent vegetariske dage om ugen i statslige kantiner.

Desuden skal der, hvis det står til regeringen, stilles krav om, at der højest må serveres okse- eller lammekød én dag om ugen.

Det fremgår af en ny grøn indkøbsstrategi for staten, som skal bidrage til den grønne omstilling.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer torsdag morgen strategien på et pressemøde i Finansministeriet.

- Det er en plan for, hvordan den offentlige sektor kan bidrage til at gøre Danmark grønnere, siger han.

- Vi lancerer for første gang i danmarkshistorien en samlet strategi for grønne offentlige indkøb. Det er en grundlæggende forandring i den måde, det offentlige køber ind på, siger han.

Det offentlige køber hvert år ind for 380 milliarder kroner. Hidtil har der været fokus på prisen, men fremover skal der altså også tages højde for klimavenlighed, når staten køber ind.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) siger på pressemødet, at indlagte på sygehuse har behov for at have adgang til lækker og næringsrig mad.

Hun lægger dermed ikke op til at indføre to kødfrie dage på landets sygehuse, som finansminister Nicolai Wammen ønsker at indføre i statslige kantiner.

Umiddelbart behøver ældreplejen heller ikke at forberede sig på dage uden kød på menuen.

- Man skal tænke sig om, før man går løs på maden i ældreplejen og begynder at lave om der, siger formand for KL Jacob Bundsgaard (S).

Han mener, at der er "mange andre steder man kan tage fat", end ved at indføre kødløse dage.

Nicolai Wammen siger på pressemødet, at regeringen ikke har opgjort, hvor meget udledning der spares på at indføre kødløse dage i statens kantiner.

Af regeringens strategi fremgår det også, at regeringen vil indføre klimakompensation for alle statsligt ansattes tjenesterejser ved at indbetale et bidrag til Klima-skovfonden.

Samtidig skal det være obligatorisk at købe produkter som toiletpapir, papirhåndklæder, rengøringsmidler og lignende, som er miljømærket med eksempelvis Svanemærket eller EU-blomsten.

Desuden er det ambitionen, at alle statens køretøjer fra 2030 skal være grønne. Operative køretøjer, som eksempelvis ambulancer, er dog undtaget.

Regeringen vil sætte et arbejde i gang med at udarbejde en plan for, hvordan køretøjerne kan udskiftes til emissionsfri køretøjer.

Det er kommuner og regioner, som står for en stor del af statens indkøb.

Det offentlige indkøbs klimaaftryk udgør aktuelt årligt 12 millioner ton drivhusgas om året. Af dem udledes cirka fire millioner ton i Danmark og cirka otte millioner ton uden for Danmark.

Det er ambitionen, at det skal reduceres markant frem mod 2030 årligt. Planen er at sætte et konkret reduktionsmål for det offentlige indkøb næste år.

Regeringen vil indgå en aftale med Folketingets partier, som indeholder et mål for, hvad klimabelastningen fra offentlige indkøb skal være fremover. Det forventer han, at man vil kunne gøre fra næste år, siger Nicolai Wammen.

/ritzau/

 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lisbet Møller

Glimrende idé. Tillad mig at foreslå at de penge man sparer her doneres til de freelancere og selvstændige kunstnere, som regeringen vedvarende overser. Det er en win, win, win situation. Alle får mad og mange vil undgå at havne i åndelig fattigdom.

Alternativt til to vegetardage kunne være en målsætning om en samlet reduktion af rødt kød med 25% - det giver mere fleksibilitet for de enkelte kantiner og køkkener i at sammensætte en klimavenlig kost som passer til deres målgruppe.

Min egen erfaring med én af statens kantiner, der idag bliver drevet af ISS, er bestemt ikke nogen positiv historie. Faktisk undrede jeg mig ofte over hvordan det gang på gang lykkedes at ødelægge ellers gode råvarer i fm. tilberedningen. Og det bliver nu endnu mere krævende, fordi det er sværere at få umami-smag ud af grøntsager, end ud af kød, fisk og ost. Der er tilberedningen nemlig altafgørende. Eksempelvis er Sticks&Sushi ret gode til det der med af få velsmag ud af grøntsager.

Men jeg kan, om ikke andet, glæde mig over, at jeg ikke længere er offentlig ansat.