Rod, Rohde og Jelved støttede Lidegaard som ny R-leder

Sofie Carsten Nielsen er ny politisk leder for De Radikale efter at have vundet kampvalg mod Martin Lidegaard.
8. oktober 2020 kl. 12:34Opdateret 8. oktober 2020 kl. 12:56

Lotte Rod, Jens Rohde, Marianne Jelved og Martin Lidegaard stemte onsdag på sidstnævnte som ny politisk leder for De Radikale.

Jelved opfordrede Lidegaard til at stille op, mens Rod torsdag på sociale medier bekræftede sin stemme på Lidegaard. I en sms til Ritzau oplyser Rohde, at han ligeledes stemte på Lidegaard.

De øvrige 12 medlemmer af De Radikales folketingsgruppe pegede på Sofie Carsten Nielsen, som dermed vandt den interne magtkamp.

Morten Østergaard valgte onsdag at trække sig som politisk leder for partiet efter en krænkelsessag med ham og partifællen Lotte Rod i centrum.

Sofie Carsten Nielsen mener godt, at hun kan være en troværdig leder af partiet, selv om hun var en del af partiledelsen med Østergaard, hvis håndtering af sagen er blevet kritiseret.

- Fordi jeg har varetaget den interesse, som Lotte kom med. Jeg har hele tiden været optaget af at bakke hende op, det har været min ledetråd, og det har jeg spurgt hende til hele tiden, og det hører jeg, at hun har haft tillid til, siger Sofie Carsten Nielsen.

* Spørgsmål: Hvordan adskiller din håndtering sig fra Morten Østergaards?

- Det er Morten og Lotte, der har haft et konkret udestående. Det har de håndteret. Jeg har ikke været med i alle dele af det. Da Lotte kom til mig, spørger jeg hende direkte, om det er nu, det skal ud, om hun er klar til det.

- Det ville hun ikke på daværende tidspunkt. Det ville hun ikke, da jeg spurgte til det gentagne gange, siger Sofie Carsten Nielsen.

* Spørgsmål: Giver det mening, at han skal trække sig efter at have lavet et coverup, mens du bliver forfremmet?

- Det er Mortens beslutning at trække sig, og det synes jeg, både er rigtigt og ansvarligt, men også en stærk beslutning, fordi det giver plads.

- Han har håndteret det dårligt i det gruppemøde, vi havde i går, for når man bliver spurgt direkte, må man svare direkte. Det er mistilliden i gruppen, der gør, at han trækker sig og tager konsekvensen af det, siger Sofie Carsten Nielsen.

* Spørgsmål: Lotte Rod stemte på Martin Lidegaard. Tror du, det skyldes din håndtering af sagen?

- Nej, det tror jeg ikke. Det må I få bekræftet hos Lotte, men det føler jeg mig helt overbevist om, for det brugte jeg ret mange kræfter på i går at sikre, at Lotte har tillid til mig, siger Sofie Carsten Nielsen.

Selve krænkelsessagen handler om, at Østergaard for ti år siden lagde sin hånd på Rods lår. Rod flyttede Østergaards hånd. Østergaard har undskyldt episoden, og Rod har godtaget undskyldningen.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Lisbeth Glud
Lisbeth Glud anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jaja, Sophie, det var dumt at dække over det fra Morten Østergaards side; det er første gang jeg virkelig har haft ondt af ham; kan egentlig godt lide ham som person men bryder mig ikke om hans retorik - eller partiets for den sags skyld. Måske du skulle lytte lidt mere til dem, der IKKE stemte på dig?
Hvis jeg var dig, Sophie Carsten Nielsen, ville jeg se mig godt over skulderen - kvinde er kvinde værst; lur mig om ikke det stadig er sådan. Jeg ved det efter et endog meget langt arbejdsliv - både i det privat og offentlige.

Værre end de værste mænd? Er det da ok at være slem hvis bare en anden potentielt kan være værre?

Enhver der har arbejdet i miljøer med mange andre kvinder ved godt at bagtale og sladder sagtens kan blive en del af den fremherskende kultur. Hvorfor det forholder sig sådan ved jeg ikke. Jeg ved blot at det ødelægger stemningen og at jeg ikke personligt vil deltage.

Vi må jo nu konstatere at hele flertallet lige nu består af kvinder så "girlpower" må være in nu.
Den rene blå fløj har så kun blondinen der kværner ulidelige sætninger af sig konstant
Undskyld mit frisprog her- men faktisk er det her sygt og burde ikke føre til de konsekvenser her.
Pressen m.v. overspiller deres roller lige nu.
.Os på gulvet bør være de, der tager lære af problematikken i den hverdag der kommer og så må vi håbe at fokus igen bliver på de rigtige alvorlige problematikker-sygdom-klima-fattigdom og vores uansvarlige fortsatte brug af ressourcer til bl.a. militær og hvad der følger her af.

Lidegård har selv fortalt, at en for ham ukendt person, skulle have hvisket det i Sofies øre, han husker ikke episoden, eller hvornår, eller hvad han skulle have gjort. De er godt nok langt ude hos de radikale kvinder p.t.-- men ja det er korrekt, det var grunden, siger han selv på TV. Og selv Berlingske skriver nu, at SCN ikke kan være leder efter en sag, som hun er sovset ind i og har håndteret så elendigt. Næste afsnit i soap `n fortsættes.