Smittetal sætter ny rekord: 945 nye coronatilfælde

Antallet af indlagte coronapatienter stiger med syv til 127. Samtidig er der to nye coronarelaterede dødsfald.
25. oktober 2020 kl. 14:04Opdateret 25. oktober 2020 kl. 15:34

945 personer er det seneste døgn konstateret smittet med corona herhjemme.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er det hidtil højeste antal smittede på et døgn under epidemien.

Overlæge på Herlev og Gentofte Hospital Kasper Iversen kalder udviklingen for trist.

- Men set i lyset af den seneste tids smittetal, har det nok desværre været forventeligt, siger han.

Antallet af indlagte stiger med syv til i alt 127 personer. Det har Kasper Iversen svært ved at tolke på.

- Når vi kigger på antallet af indlæggelser, går der lidt tid, inden vi ser konsekvensen af de mange smittede, forklarer han.

Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald.

Med til billedet hører, at de 945 nye smittetilfælde er fundet på baggrund af 57.902 prøver.

Det skal også siges, at der grundet skift til vintertid indgår data for 25 timer frem for de normale 24 timer. Det vil alt andet lige give et lidt højere tal, oplyser seruminstituttet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Facebook, at "tallet er for højt".

- Kom nu Danmark, lad os stå sammen mod corona, lyder opfordringen.

Den hidtidige rekord for antal smittede på et døgn blev sat fredag med 859 tilfælde.

- Vi ser en hurtig udvikling, hvor væksten er ubehageligt stejl, og det er bekymrende, siger Kasper Iversen.

Dog forsikrer han, at hospitalerne langt fra er ved at være under pres.

Mandag træder nye skærpede coronarestriktioner i kraft, og her sænkes forsamlingsforbuddet fra 50 til 10.

Torsdag indføres krav om øget brug af mundbind i det offentlige rum, eksempelvis når man handler ind.

De nye restriktioner kalder Kasper Iversen rettidige, og han synes, at de nye restriktioner retfærdiggøres af den seneste tids smittetal.

- Vi er nødt til at gøre noget lige nu, hvis vi vil undgå en meget alvorlig situation, som vi lige nu ser i andre lande i Europa, fortæller overlægen.

Den seneste uge er der for alvor kommet fart under epidemien herhjemme.

For en uge siden var der 451 smittetilfælde på et døgn. Siden har antallet været stigende - kun afbrudt lørdag, hvor der var et lille fald i forhold til fredag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste fredag, at kontakttallet - tidligere kaldet smittetrykket - er opgjort til 1,2.

Det betyder, at epidemien er tiltagende, og at 10 coronasmittede i gennemsnit giver smitten videre til 12 andre.

Statens Serum Institut har beregnet, at der er udsigt til stigende smitte i fire ud af landets fem regioner den kommende tid.

- Vi har en epidemi, der er i stigning. Vi laver fremskrivninger, og når vi ser på dem, så ser vi meget, meget stejle kurver, sagde faglig direktør Kåre Mølbak fredag på et pressemøde i Statsministeriet.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henriette Bøhne

Hans Hansen,
Eftersom man kun får "påvist - ikke påvist" eller "pos - negativ" som svar på coronatesten, er det ikke rigtig et redskab, den almindelige dansker kan bruge til noget. Og for os som arbejder i hospitalssektoren og passer de svage og skrøbelige lyder dine rants ærlig talt efterhånden både trættende og dybt uansvarlige.
Du kan ikke bruge antallet af indlagte på intensiv til frygtelig meget, eftersom de kommer med en vis forsinkelse. Ydermere er mennesker, som bliver indlagt med covid-19 på intensiv indlagte virkelig, virkelig længe, hvilket netop er karakteristisk for sygdommen i forhold til så mange andre lidelser og derfor kan antallet af brugte sengepladser på intensiv hurtigt stige voldsomt, da der ikke rigtig er noget flow - patienterne kommer ind, men ikke ud.

Rolf Andersen, Heidi Larsen, Kim Folke Knudsen, Palle Jensen, Jens Christensen, Steen K Petersen, William Mannicke, Steffen Gliese, Finn Jakobsen, Danny Hedegaard og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Kære Henriette Bøhne

Tak for at bidrage med sagkundskab, og faglighed til debatten.

Det må være noget af det mest trættende indenfor alle sagkundskaber, med udviklingen indenfor sociale medier.
Alle os lægfolk og skrivebords generaler i debatten, som nok kan, og også må have vores uforlignelige mening om stort og småt.

Men nøgne fakta bliver ikke til andre fakta, hverken af ens religiøse eller politiske ståsted.
Debatter bør kunne føres, i udgangspunktet på et neutralt fakta baseret grundlag.

Så kan vi herefter have hver vores mening om samme.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Peter Engelbrecht, Kim Folke Knudsen, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig er udviklingen i smittetallet en afgørende indikator for, hvordan pandemien udvikler sig. Hvis man så mener, at covid-19 er harmløs, kan man som Hans H utallige gange har påpeget, mene, at smittetallet er uden betydning. Men den opfattelse deles vist ikke af nogen, der mener at covid-19 skal tages alvorligt.

Rolf Andersen, Kim Folke Knudsen, Danny Hedegaard, Steen K Petersen, Henriette Bøhne, William Mannicke, Steffen Gliese og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Smittetallet er ligegyldigt? Jeg går i banken for at tage et lån og siger: "Rentesatsen er ligegyldig for mig." Banken svarer: "Men det er den ikke for os."

Kim Folke Knudsen

Det ser ikke godt ud det her.

Argumentet med de unge som bliver smittet holder ikke, hvis smitten overføres til andre aldersgrupper. Der er en usynlig linje, hvor smittespredningen er så omfattende i befolkningen, at den dernæst vil udvikle sig eksponentielt.

Billedligt talt svarer til manden der ser på en gryde med kogende vand på komfuret og siger til hustruen vi kan godt sætte os ind i stuen bare se gryden står kun og bobler og syder..

Det nytter heller ikke noget at tro, at der står et sygehusvæsen klar, hvis epidemien løber løbsk. For så opstår der mangel på behandlingspladser, og vi risikerer, at en stor del af sygehus personalet selv er nød til at gå i karantæne på grund af smitte.

Smittekurven er kendt og kryber vi op på den eksponentielle del, så kan det gå stærkt med at få fyldt op på antal COVID19 pladser.

Jeg undrer mig over, at forsamlingsforbuddet på over 10 personer ikke gælder over det hele med undtagelse af meget vigtige samfundsfunktioner. COVID19 smitte stopper ikke på arbejdspladsen er der her forsamlet en større mængden mennesker, så er risiko der.

Minkfarme. Det er for mig dyb mystisk, at myndighederne vælger at lade deres virksomhed fortsætte,. De skal lukkes nu. Hvis der slipper en COVID19 variant ud, som kræver et nyt vaccinationsprojekt, så forestil jer mindst 10 måneder med de her tilstande oveni. Der skal afsættes penge til at hjælpe de berørte familier, så de kan lukke deres virksomhed uden store ekstraudgifter og så må de omstille til anden produktion.

Jeg mener vi er der henne, hvor Universiteterne bør lukke for undervisning fysisk og al undervisning fremover foregår hjemme fra.

De borgerlige partier taler nu om COVID19 pas for så kan borgerne fortsætte med at rejse ud og ind af lande. Ja hvis smittetrykket i de lande ikke er for højt ellers så rejser de jo lige lukt ind i epidemien og så skal samfundet bruge tid og kræfter på at få de personer hele hjem igen. Jeg forstår ikke de borgerlige ordfører. Hvem af dem er siden epidemiens udbrud kommet med et eneste sygdomsforebyggende forslag. Det hele handler om at kritisere Regeringen og kræve mere åbning i øst og vest og nord og syd. Hvordan kan vi vælge nogen ordførere, som tilsyneladende mener, at der skal være så få restriktioner som overhovedet muligt ?

En positiv undtagelse er Henrik Dahl fra Liberal Alliance,som ser de samme faresignaler i epidemien som jeg.

De næste 14 dage vil vise, om udviklingen er ved at løbe løbsk. Det er meget bekymrende at brugen af mundbind i Frankrig, Spanien, og Belgien ikke har forhindret COVID19 i at udvikler sig eksplosivt.

Vil det som hænder i de lande om uger ramme Danmark og vores nabolande Tyskland og Sverige med fuldt styrke ?

Island Norge og Finland ser ud til at klare skærene bedre end Danmark og Sverige.

Vi håber vi sejler forbi COVID19 isbjerget og ikke ind i isbjerget.

Henriette Bøhne, Peter Engelbrecht, Sören Tolsgaard, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hans Hansen, hvad der er af positivt testede i dag, tæller først om 14 dage i sundhedsvæsenet, så det kan se temmelig grusomt ud.
jeg støtter helhjertet Kim Folke Knudsens analyse.

Sören Tolsgaard

En argumentation, der ligner Hans Hansens, fremsættes nu i BT af en af de forskere, som HH flere gange har henvist til:

https://www.bt.dk/samfund/dansk-professor-tror-ikke-pa-den-nuvaerende-co...

Hele den liberale fløj synes nu indstillet på et stormangreb, hvor den svenske model implementeres i DK!

Og dette angreb indledes samtidig med, at Covid-19 når nye højder i hele Europa, som får andre epidemirologiske eksperter til at advare mod en overbelastning af sundhedsvæsenet. Det er svært at bero sig på 'evidensbaseret forskning', når der synes at være så dyb uklarhed og uenighed om emnet.

En konsekvent lockdown kan faktisk inddæmme Covid-19 fuldstændigt, bl.a. Kina og New Zealand er udmærkede eksempler, hvor hverdagen nu er normaliseret, mens opsporing af nye smitteudbrud er en realistisk opgave, når niveauet er i bund. Men det kræver konsekvens og samarbejde, som nu saboteres fra mange sider, og derfor vil dansen med Covid-19 fortsætte sin skæve gang i DK og Europa.

945 smittede på en dag er stadig et meget lavt tal, når man tester så bredt, som Danmark gør nu. Så problemet er ikke selve tallet men snarere tendensen, som er en fordoblingstid på ikke meget over en uge. Hvis det fortsætter, har vi 2.000 smittede om dagen om en uge, 4.000 om to uger og 8.000 om tre uger.

Det er på ingen måde et urealistisk scenarie, når man ser på, hvordan det er gået rundt omkring i Europa. Lande som Danmark, Sverige og Tyskland er grundlæggende bare 2-3 uger efter lande som Storbritannien, Frankrig, Belgien og Tjekkiet.

Man forsøger nu at bremse det med mundbind og lavere grænse for forsamlinger, men jeg kan godt frygte for, at det svarer til at forsøge at slukke en ildebrand med en blomsterforstøver. Efteråret synes desværre at have givet COVID-19 meget gode vækstbetingelser i Europa, så valget står nok mellem enten mere omfattende restriktioner eller den forkætrede flokimmunitet.