Sophie Hæstorp Andersen vil være overborgmester i København

To kandidater har indtil videre meldt sig ind i kampen om at blive den nye overborgmester i København.
29. oktober 2020 kl. 12:34Opdateret 29. oktober 2020 kl. 13:10

Den tidligere overborgmester i København Frank Jensens (S) måtte i sidste uge trække sig efter en række krænkelsessager, og derfor skal Socialdemokratiet finde en ny spidskandidat posten.

Sophie Hæstorp Andersen (S), som er formand for Region Hovedstaden, har torsdag officielt meldt sig som kandidat.

Det siger hun til Politiken.

- Jeg er kandidat til at blive spidskandidat for partiet, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Dermed er der lagt op til kampvalg. Tirsdag meldte Mette Reissmann sig som den første til at blive kandidat til posten ved valget næste år.

Hun er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og desuden kendt fra TV3-programmet "Luksusfælden".

Det forlyder dog, at et flertal af valgkredsene i København ønsker Sophie Hæstorp Andersen som spidskandidat ifølge Ritzaus oplysninger.

Sophie Hæstorp Andersens kandidatur har været ventet siden torsdag morgen, hvor undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skrev på Twitter, at hun håbede, at partifællen ville stille op til posten.

Men det var altså før, at Sophie Hæstorp Andersen selv havde meldt sig.

- Hun har en skøn, sprød københavnerkant, er bragende hurtig i hovedet, kan lande politisk aftaler og har et forrygende socialt blik i alle tænkelige sammenhænge, skrev Pernille Rosenkrantz-Theil på Twitter.

- My choice: Sophie Hæstorp.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har blandt iagttagere og politiske kommentatorer også selv været et varmt bud på en afløser for Frank Jensen.

46-årige Sophie Hæstorp Andersen siger til Politiken, at det vil være vemodigt, hvis hun må forlade sit job som formand for Region Hovedstaden, men at jobbet som overborgmester er "sindssygt spændende".

Desuden mener hun, at det var godt, at Frank Jensen valgte at trække sig efter anklagerne om grænseoverskridende adfærd.

- Fordi der ikke længere var opbakning til ham, og fordi de efterfølgende interview, han har givet, viser, at han gerne ville være en del af løsningen, men at han måske i virkeligheden også har haft svært ved selv at se det, forklarer hun.

Sophie Hæstorp Andersen blev valgt til Folketinget første gang i 2001, da hun var 27 år. I 2005 mistede hun sit mandat, men kom ind igen i 2007, da Pia Gjellerup trådte ud. Ved valget samme år blev hun valgt på ny.

I 2014 blev hun formand for regionsrådet i Region Hovedstaden.

I øjeblikket er Lars Weiss fungerende overborgmester i København.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hun vil være supergod, ærkekøbenhavner, kender byen, ledelseserfaring, så jeg håber hun vinder, som spidskandidat, de andre kan jo så stille op på samme liste, det er jo vælgerne i KBH, der bestemmer, blandt de der stiller op. Og de blå partier bakker op om en S overborgmester, de vil ikke have en fra Ø.

Hvordan har Sophie Hæstorp klaret arbejdet som regionsrådsformand?

"67 procent af lægerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden har tilkendegivet, at de enten er ’utilfredse’ eller ’meget utilfredse’ med it-systemet Sundhedsplatformen, der tidligere har fået kritik af en lang række læger."

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/ud-af-tre-laeger-er-utilfr...

Av for den, lægerne kalder simpelthen systemet, som vel primært er regionsrådsformandens politiske ansvar, for en katastrofe! Så kan hun have nok så meget "...skøn, sprød københavnerkant". Det er resultaterne i jobbet, som tæller i et meritokrati.

Flemming Berger, Torben K L Jensen, jan sørensen, Niels Johannesen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar