USA godkender Remdesivir til indlagte covid-19-patienter

Remdesivir er som det første og eneste lægemiddel blevet endeligt godkendt til behandling af covid-19 i USA.
23. oktober 2020 kl. 01:55

USA's lægemiddelstyrelse, FDA, har torsdag godkendt det antivirale middel Remdesivir til behandling af indlagte covid-19-patienter. Dermed er Remdesivir det første og eneste lægemiddel, der er godkendt til behandling af sygdommen i USA.

Remdesivir produceres af det amerikanske medicinalselskab Gilead Sciences og gives intravenøst. Det var blandt andet Remdesivir, præsident Donald Trump fik, da han var i behandling for covid-19.

Godkendelsen fra FDA kommer få timer før den anden og sidste tv-debat mellem Donald Trump og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, natten til fredag dansk tid.

Remdesivir har siden maj været tilgængeligt under en nødgodkendelse fra FDA til behandling af indlagte patienter med svære symptomer på covid-19. Det vil sige indlagte med lave iltniveauer i blodet eller med brug for hjælp til at trække vejret.

I slutningen af august udvidede FDA nødgodkendelsen til at gælde alle indlagte coronapatienter.

Indtil den egentlige godkendelse torsdag har der således været tale om en "tilladelse til brug i nødsituationer".

Remdesivir var det første lægemiddel, der i et større klinisk studie viste effekt på patienter med covid-19.

Således nedsatte Remdesivir indlæggelsestiden fra 15 til 11 dage, var konklusionen på studiet, som også blev udført i Danmark.

Men i sidste uge meddelte Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at dens globale forsøg med covid-19-behandlinger har vist, at Remdesivir ikke har nogen væsentlig effekt på patienternes indlæggelsestid eller chancer for at overleve.

WHO's undersøgelse er ikke blevet gennemgået af eksterne eksperter.

Remdesivir, der vil blive solgt under varemærket Veklury, koster 3120 dollar (knap 20.000 danske kroner) for en femdages behandling eller 2340 dollar (knap 15.000 kroner) for offentlige indkøbere.

Remdesivir blev udviklet i 2009 til behandling af hepatitis C og som muligt middel mod virussygdommen ebola.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der sættes store forhåbninger til USA-lægemidlet, Remdesivir, der relanceres som coona-medicin med brask og bram. Og børserne kører op og ned, alt efter hvad eksperter udtaler.

Men ifølge FN-organisationen, WHO, har Remdesivir en meget lille eller slet ingen effekt mod covid-19. Det forkorter ikke indlæggelsestiden, og det øger heller ikke chansen at overleve sygdommen.

Tidligere i oktober oplyste lægemiddelfirmaet, Gilead Sciences, der fremstiller Remdesivir, at det forkorter sygdomsperioden betydeligt. Og EU har underskrevet en aftale om at købe 500.000 doser.

Men allerede i juni afsluttede WHO faktisk sine studier af dette lægemiddel, der egentlig var udviklet til ebola, som det i øvrigt heller ikke havde virkning på.

Kilde: https://www.ft.com/content/ee9b611f-2b4b-4572-afe1-b0b804d17a94