Førende aktivist i Hongkong får 13 måneders fængsel

Aktivister i Hongkong får domme for at have taget del i ulovlige demonstrationer mod regeringen i 2019.
2. december 2020 kl. 08:31Opdateret 2. december 2020 kl. 11:57

En domstol i Hongkong har onsdag idømt den ledende aktivist Joshua Wong 13,5 måneders fængsel for at have deltaget i ulovlige protester.

To medaktivister, Agnes Chow og Ivan Lam, får henholdsvis ti og syv måneders fængsel.

Nyhedsbureauet Reuters oplyste kort forinden fejlagtigt, at Joshua var idømt ni måneders fængsel.

De dømmes for deres handlinger under en demonstration foran politiets hovedkvarter i Hongkong i 2019. Det var i forbindelse med store demonstrationer vendt mod regeringen i byen.

De tre aktivister havde erklæret sig skyldige. Dommeren valgte af den grund at reducere straffen. Joshua Wong og hans to meddømte risikerede op til fem års fængsel ifølge BBC.

- Dagene, der kommer, bliver hårde, men vi vil holde ud, råbte Wong, mens han førtes ud af retssalen.

Dommen kommer på et tidspunkt, hvor Kina beskyldes for at være i gang med at afvikle Hongkongs delvist demokratiske institutioner med en ny sikkerhedslov i bystaten.

Det lokale styre var ellers garanteret, da Storbritannien i 1997 rømmede sin tidligere koloni. Hongkong blev dengang formelt en del af Kina. Men Hongkong skulle i 50 år styre sig selv under devisen "ét land, to systemer".

De tre dømte aktivister har længe været aktører i byens prodemokratiske bevægelse til ærgrelse for regeringen i Beijing.

Den 24-årige Wong dukkede op som aktivist allerede som 16-årig. Han førte an, da det lykkedes 120.000 demonstranter at få stoppet et prokinesisk uddannelsesprogram.

Han var i 2014 sammen med andre studenterledere en af aktørerne bag den såkaldte Paraplybevægelse. Den fyrede op under unge ved at opfordre til civil ulydighed. Men det lykkedes aldrig bevægelsen at aftvinge indrømmelser fra myndighederne i Hongkong. Det skriver AFP.

Amnesty International protesterer mod onsdagens domme.

- Disse tre aktivister er blevet fængslet i strid med retten til at ytre sig og fredeligt at forsamle sig. Deres domme bør omstødes så hurtigt som muligt, og de bør øjeblikkeligt og betingelsesløst løslades, hedder det i en erklæring fra organisationen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu