Telegram

Smittetal er igen rekordhøjt: 2150 nye coronatilfælde

Antallet af indlagte med corona stiger med 26 til 354 personer. Yderligere syv er døde, viser tal fra SSI.
Svar på omkring 77.000 coronaprøver indgår i tirsdagens smittetal. 2150 af dem er corona-positive. (Arkivfoto)

Svar på omkring 77.000 coronaprøver indgår i tirsdagens smittetal. 2150 af dem er corona-positive. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
8. december 2020 kl. 13:09

Der er registreret yderligere 2150 coronatilfælde i Danmark. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) under tirsdagens spørgetime i Folketinget.

Det er det højeste antal, der er registreret på et døgn. Den hidtidige rekord var mandag. Her blev der på 24 timer registreret 2046 coronatilfælde.

Der skal dog tages højde for, at der testes langt flere end i foråret. Derfor findes der givetvis også flere smittede uden symptomer.

Statens Serum Institut (SSI) har tidligere vurderet, at der ville have været fundet op mod 3000 daglige tilfælde i foråret, hvis der var blevet testet 70.000 personer dagligt.

- Tallene er lidt som forventet. Der er vækst i epidemien. Det er en bekræftelse på, at det har været nødvendigt at gribe ind på nuværende tidspunkt, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

Tirsdag er der kommet svar på 77.373 test. Det betyder, at 2,78 procent af dem har været positive for covid-19. Det er den højeste andel, der er målt i efteråret.

Der er blevet indlagt yderligere 82 personer smittet med covid-19. Antallet af indlagte coronapatienter på landets hospitaler stiger dog blot med 26 til 354 personer.

Det skyldes, at der også er blevet udskrevet patienter. Samtidig er syv personer, der var smittet med covid-19, afgået ved døden. Det vides dog ikke, om disse har været indlagt.

Det er det højeste antal indlagte siden midten af april. I starten af april toppede antallet, da flere end 500 personer smittet med corona var indlagt.

- Vi skal forvente, med den stigning vi ser lige nu, at antallet af nye indlæggelser med corona vil stige med 50 procent, inden det når toppen, siger Viggo Andreasen.

Ifølge matematikeren topper indlæggelserne formentlig om cirka 14 dage.

Antallet af daglige smittetilfælde når sit højdepunkt om en uge, forventer han.

- I løbet af den uge forventer jeg, det vil stige med omkring 30 procent. Det er stigningen på en uge lige i øjeblikket, siger Viggo Andreasen.

I alt er 901 coronasmittede danskere afgået ved døden under epidemien.

/ritzau/

Opdateret 8. december 2020 kl. 15:26

Kim Folke Knudsen

@statistik over antal døde.

Hvornår får vi lov til at se statistik over antal døde fordelt på aldersgrupper ?.

Nu er vi oppe på 901 døde.

Oktober måned 69 døde
November måned 118 døde
December måned (64 døde)

I Sverige er statistikken tilgængelig på deres hjemmeside.

Jeg tænker det kunne måske skubbe til myten i Danmark om, at de døde de befinder sig alle på et plejehjem. og hvis bare de er beskyttet, så kan vi andre godt tage det lidt mere Loose med COVID19 for den er nemt overstået.

Sådan sat lidt på spidsen.

En videnskabelig undersøgelse har nu vist, at COVID19 infektionen er mindst 4 til 5 gange så dødelig som en almindelig influenza. Det var et skud for boven for dem, som har hævdet, at COVID19 er at sammenligne med en almindelig Influenza.

Lars Boje Mathiesen Nye Borgerlige og BT´s journalist Henrik Qvortrup.

Jeg stoler mere på fagfolk udi lægekundskaben end de to personer og deres udtalelser til pressen.

Henrik Qvortrup har hævdet, at det der med langtidsvirkninger af COVID19, det er pylret, for der er kun tale om lidt træthed og en let hovedpine. Ja sådan kan man jo gå med hver sig egen selvopfattelse af hvad der hænder omkring en.

I tysk TV så jeg en 41 årig dame, som var blevet smittet med COVID19 af en veninde i August måned 2020. Hendes infektion er overstået, men hun har langtidsvirkninger. Meget ondt i kroppen i perioder. Hun blev bedt om at se på to PC skærme med tallet 270866 og besvare om 270866 svarer til 270866. Det tog hende over 1 minut at erkende, at de to tal var ens. Kognitionstab, som følge af manglende ilt til hjernen under sygdomsforløbet.

Den tyske 41 årige patient er i Rehabiliteringsforløb og for tiden ude af stand til at passe hendes forrige arbejde.

Men nu vil jeg gerne bede om, at vi får den dødsstatistik sat på SST hjemmeside nu, så vi kan forholde os lidt til fakta og ikke til hvad jeg og andre tror om COVID19.

Link til FOHM i Sverige med deres dødsstatistik aldersfordelt.
https://experience.arcgis.com/experience/09f821667ce64bf7be6f9f87457ed9aa

VH
KFK

Antal døde per aldersgruppe er på SSI Covid-19 dashboard, det er for hele året
https://experience.arcgis.com/experience/aa41b29149f24e20a4007a0c4e13db1d

Der er også en dagligt opdateret artikel med statistikker på videnskab.dk

Morten Balling, Mogens Holme og Anne-marie Monrath anbefalede denne kommentar