Telegram

Boeing betaler 15 milliarder i forlig om ulykkesramt fly

Efter to ulykker i 2018 og 2019 med over 300 døde skal luftfartsselskab betale 15 milliarder kroner til USA.
Telegram
7. januar 2021 kl. 22:46

Flyproducenten Boeing har indgået et forlig med den amerikanske stat i sagen om to ulykkesramte fly af typen 737 MAX.

Det oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forliget indebærer, at flyselskabet skal betale i alt over 2,5 milliarder dollar. Det svarer til godt 15 milliarder kroner.

Det samlede beløb dækker over en bøde på 243,6 millioner dollar og en erstatning til flyselskaber, der har været kunder hos Boeing, på 1,77 milliarder dollar.

Derudover skal 500 millioner dollar betales til pårørende til dem, der døde i flystyrtene.

Sagen begyndte, efter at to 737 MAX-fly i 2018 og 2019 styrtede ned med få måneders mellemrum.

346 mennesker mistede livet i de to flystyrt, der fandt sted i Etiopien og Indonesien.

Medier har tidligere beskrevet, at det var en softwarefejl i flyenes styresystem, der blev udpeget som årsagen til de to styrt. Under visse omstændigheder kunne softwaren presse flyets næse nedad, selv om piloterne forsøgte at rette flyet op.

Som følge heraf var det i mere end halvandet år ikke tilladt at flyve med flytypen 737 MAX.

Det blev dog ophævet i november 2020, da Boeing havde øget sikkerheden, og flyene fik igen lov til at komme på vingerne.

USA's justitsministerium mener, at Boeing i forbindelse med ansøgningen om godkendelse af 737 MAX-flyene ikke har givet luftfartsmyndighederne i USA korrekte oplysninger.

I forbindelse med forliget stopper det amerikanske justitsministeriums efterforskning af sagen også.

/ritzau/

Opdateret 7. januar 2021 kl. 23:44