Telegram

Facebook lukker Trumps profil på ubestemt tid

Donald Trump kan ikke bruge Facebook og Instagram i foreløbigt de næste to uger.
Demonstranter trængte onsdag ind i Kongressen i USA.

Demonstranter trængte onsdag ind i Kongressen i USA.

RITZAU SCANPIX

Telegram
7. januar 2021 kl. 17:06

Facebook lukker for USA-præsident Donald Trumps profil på det sociale medie på ubestemt tid - og foreløbigt de næste to uger.

Det skriver Facebook-stifter Mark Zuckerberg.

Blokeringen gælder også på det sociale medie Instagram, som er ejet af Facebook.

Ifølge Mark Zuckerberg sker det, fordi virksomheden mener, at der er en for stor risiko ved at lade Donald Trump bruge Facebook og Instagram, efter at Trump-støtter onsdag trængte ind i Kongressen i Washington D.C.

Natten til torsdag dansk tid fratog det sociale medie Donald Trump retten til at lave opslag i 24 timer efter to brud på dets retningslinjer.

- De chokerende begivenheder de seneste 24 timer viser klart, at præsident Donald Trump har til hensigt at bruge sin tilbageværende tid som præsident til at underminere den fredelige og retmæssige magtoverdragelse til sin valgte efterfølger, Joe Biden, skriver Mark Zuckerberg.

- Vi mener, at risikoen ved fortsat at lade præsident Trump bruge vores service i denne tid simpelthen er for stor.

- Derfor forlænger vi blokeringen, vi har pålagt hans Facebook- og Instagram-profiler på ubestemt tid og i minimum de næste to uger, indtil en fredelig magtoverdragelse er gennemført, skriver han videre.

Joe Biden tiltræder 20. januar som ny præsident.

Det var i forbindelse med, at medlemmerne af de to kamre i USA's Kongres, Senatet og Repræsentanternes Hus, formelt skulle bekræfte Demokraternes Joe Biden som vinder af præsidentvalget, at demonstranter brød igennem barrikaderne omkring kongresbygningen og trængte ind i Kongressen.

Demonstranterne var mødt op foran Kongressen, efter at Donald Trump i en tale samme dag gentog påstande om, at valget er blevet stjålet fra ham.

- Vi vil aldrig give op. Vi vil aldrig erkende nederlag. Vi vil stoppe tyveriet, lød det blandt andet fra præsident Donald Trump.

Urolighederne førte til sammenstød med politiet, og flere kongresmedlemmer måtte evakueres. Fire personer er desuden erklæret døde som følge af optøjerne.

Facebook-stifteren skriver, at det har været vigtigt at lade Trump bruge de sociale medier, fordi befolkningen har ret til den bredest mulige adgang til politiske udsagn. Det gælder også kontroversielle udsagn, skriver han.

- Men den nuværende situation er grundlæggende forandret, og det inkluderer brug af vores platforme til at tilskynde voldeligt oprør mod en demokratisk valgt regering.

/ritzau/

Opdateret 7. januar 2021 kl. 17:57

Krister Meyersahm

Sociale medier skal pålægges udgiveransvar.

Google, Facebook, Twitter og alle andre der stiller spalteplads gratis til rådighed for alle, skal pålægges samme ansvar for udgivelser som dagblade, tv- og radiostationer. De skal have en ansvarlig redaktør og kan passende skaffe indtægter til dette med en afgift på brugerne.

Platformbrugerne skal desuden begrænses i deres udgivelser, så disse kun kan læses af de modtagere som afsender, specifikt, har bestemt. Sådan som det oprindelige email-system, var organiseret. Annoncer undtages naturligvis.

Carsten Hansen

Det må betragtes som uhørt, absurd og grotesk at den øverste leder af det såkaldte største verdslige demokrati i verden, er udelukket fra de sociale medier.

Større selvmodsigelse burde næsten ikke kunne toppes !

Freddie Vindberg

Det er, endnu engang, noget hykleri, i det kapitalistiske vanvid.

Carsten Hansen

Bliver spændende at se om den kun er de sociale medier Trump bliver fjernet fra.
Nancy Pelosi har lige bedt Mike Pence om at iværksætte amendment 25, for at få fjernet Trump fra præsidentposten øjeblikkeligt.

Freddie Vindberg

Jeg tror, at Trump er uskadelig nu. Han har erkendt hans nederlag.

Carsten Hansen

Har han det ?. Ville da være fint.

Det sidste er at han siger der kommer en fredelig overgang ,men at han aldrig vil erkende sit nederlag.
I dag taler både demokrater og republikanere om at fjerne ham.
Det må vel være fordi de mener at han er for ustabil til at fortsætte og dermed er farlig

Carsten Hansen

Om det er sandsynligt med "tilføjelse 25" ?

Måske

Carsten Hansen

Det der kunne tale imod at fjerne Trump er at de idioter, der følger ham til sidste blodsdråbe, vil kunne ty til endnu mere idiotiske tiltag; Eventuelt involverende endnu mere vold.