Historisk: Donald Trump skal for rigsret for anden gang

Repræsentanternes Hus - herunder ti republikanere - har stemt for at indlede rigsretssag mod Donald Trump.
13. januar 2021 kl. 22:26Opdateret 13. januar 2021 kl. 23:37

USA's præsident, Donald Trump, bliver den første præsident i landets historie til at stå for en rigsret to gange.

Det står klart sent onsdag aften dansk tid, hvor et flertal i Repræsentanternes Hus - herunder flere republikanere - har stemt for at indlede en rigsretssag mod Trump for at have opildnet til oprør i forbindelse med uro ved Kongressen i sidste uge.

232 medlemmer har stemt for at indlede en rigsretssag, mens 197 har stemt imod.

Ti republikanere er gået imod deres partilinje og har stemt for at stille Trump for en rigsret igen. Dermed er det den mest tværpolitiske rigsretssag i amerikansk historie.

Ifølge CBS News var den hidtidige rekord, da fem demokrater stemte for at indlede en rigsretssag mod daværende præsident Bill Clinton i 1998.

Det er Kongressens andet kammer, Senatet, der skal tage stilling til, om Trump skal erklæres skyldig eller ej. Det kræver to tredjedeles flertal i Senatet at erklære præsidenten skyldig.

I Senatet er magtbalancen 50-50 mellem Demokraterne og Republikanerne.

Dermed skal mindst 17 republikanere vende Trump ryggen, hvis den afgående præsident skal dømmes skyldig i at have tilskyndet til oprør.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, afviste tidligere onsdag at hasteindkalde Senatet til samling i denne uge.

Derfor kan sagen tidligst komme for Senatet tirsdag 19. januar, hvor en samling er planlagt. Det er dagen før, at Joe Biden indsættes som præsident, hvormed rigsretstiltalen næppe bliver behandlet, før Trump er gået af.

McConnell har desuden oplyst, at han endnu ikke har taget stilling til, hvordan han vil stemme.

Første gang Trump var for en rigsret, var det på grund af anklager om, at han havde presset Ukraines præsident til at indlede en efterforskning af Joe Biden, der kunne gavne Trump politisk.

Dengang var der ingen republikanere, der stemte for en rigsret.

Hvis Trump bliver fundet skyldig ved en rigsret, efter at han har forladt posten, vil han miste ekspræsident-goder som sikkerhed og pension. Han vil også være forhindret i nogensinde at stille op igen.

/ritzau/

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi vil have fjernet Donald Trump fra præsidentposten så hurtigt som muligt: »For at forsvare vores forfatning og vores demokrati, vil vi handle hastigt, fordi denne præsident repræsenterer en overhængende trussel mod dem begge.«
Læs også

 

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • David Breuer
Alvin Jensen og David Breuer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Forestil dig han havde vundet præsidentvalget. Han var kun lige et figen blad fra at gøre det. Og han kan gøre det igen i 2024. Og han kan føre valgkamp og lave en masse ballade fra siden linjen og opildne til mere optøjer indtil da.

Men falder der dom mod Trump i en rigsretsag er det slut. Så kan han aldrig nogensinde igen bestride et offentligt embede i USA.

Michael Friis

Jeppe Lindholm. Jeg tror ikke, at der falder dom. Og gab hvor er det trættende at høre spekulationerne om der måske kan falde dom.
Ukraine sagen blev ikke til noget. Tidsrøversag.
Vi kan hurtig blive enige om, at Trump er en politisk klovn. Men kritikken af ham har måske været så hård, så konstant, irrelevant og unuanceret at det har givet ham medvind og bekræftiget hans relevans. Nogle gange kan det være sundt at lede efter gode sider hos personer man er uenig med.
Kom nu Democrats, vis jer som bedre mennesker. Forson. Kom videre. Giv ikke Trump rampelys i månedsvis.
Og kom med nogle bedre kandidater til Det Hvide Hus. Pete Buttigieg var en spændende person. Sanders og især Biden begge for gamle og trætte at se og høre på.

Anders Thornvig Sørensen

Michael Friis 14. januar, 2021 - 01:30

Ukraine-sagen var kun tidsspilde ved første øjekast. Den virkede mobiliserende, og mobilisering var det der skulle til, for at få Demokraternes stridende fløje til at holde sammen mod Trump.

Anders Thornvig Sørensen

Tilføjelse. Ukraine-sagen var en advarsel, et gult kort om man vil. Trump betragtede i stedet "frifindelsen" som et frikort til at flippe ud og gøre som det passede ham. Resultatet ser vi i dag, på godt og ondt. Så igen nej. Ukraine-sagen var ikke mere tidsspilde end det er, når man vikler reb ud til en mand, for at han kan hænge sig selv i det.