Telegram

Knap 400 blev afvist ved den danske grænse på et døgn

Fra mandag morgen til tirsdag morgen fik 379 personer nej til at krydse grænsen til Danmark.
Flere hundrede personer fik i løbet af 24 timer ikke lov til at rejse ind i Danmark. De manglede et anerkendelsesværdigt formål eller en negativ coronatest. (Arkivfoto)

Flere hundrede personer fik i løbet af 24 timer ikke lov til at rejse ind i Danmark. De manglede et anerkendelsesværdigt formål eller en negativ coronatest. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
12. januar 2021 kl. 14:38

Ved de danske grænser mod Sverige og Tyskland blev der i løbet af et døgn stoppet flere hundrede mennesker, som havde planer om at rejse ind i Danmark.

Og i stedet for at fortsætte turen over grænsen, blev de afvist. Enten fordi de ikke havde et anerkendelsesværdigt formål eller en negativ coronatest med sig.

Syd- og Sønderjyllands Politi afviste 207 personer mellem mandag klokken 07.00 og tirsdag klokken 07.00. De blev stoppet i forbindelse med stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Ved grænseovergange i Rødbyhavn og Gedser fik henholdsvis fire personer og 36 personer nej til at rejse videre ind i Danmark, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I lufthavnen og på Øresundsbroen er mange også blevet bedt om at vende om. Ifølge Københavns Politi blev seks personer afvist i lufthavnen, mens 68 mennesker måtte opgive at komme ind i Danmark via Øresundsbroen.

58 personer forsøgte uden held at rejse ind i Danmark med toget fra Sverige. De blev afvist på stationen i Kastrup Lufthavn.

Hovedparten af de afviste i København er svenskere. Mange af dem manglede den påkrævede dokumentation for, at de er testet negative for covid-19.

Samlet set er 379 personer således blevet afvist i løbet af de 24 timer, opgørelsen dækker over.

De indrejsende er blevet afvist, efter at nye indrejseregler trådte i kraft sent lørdag eftermiddag, i håb om at forhindre mere smitsomme coronavarianter i at komme til landet.

Reglerne betyder, at man både skal have et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen samt en negativ coronatest for at få lov at komme ind i Danmark.

Testen må maksimalt være en uge gammel.

De strammere indrejseregler gælder som udgangspunkt til 17. januar.

/ritzau/