Regnefejl fra Unicef: Danske babyer bliver alligevel ikke 102 år

På grund af en regnefejl gav Unicef nyfødte i flere lande en alt for høj forventet levealder.
14. januar 2021 kl. 06:16Opdateret 14. januar 2021 kl. 06:28

Årets nyfødte danskere kan alligevel ikke forvente at blive 102,1 år gamle, men "blot" 93,7 år.

Det oplyser Unicef onsdag, efter at børneorganisationen har fundet en betydelig regnefejl i sine egne forudsigelser af, hvor længe børn født over hele verden i 2021 i gennemsnit kan forvente at leve.

- Det er dybt beklageligt, siger Unicef i en mail til Ritzau om historien, der blev omtalt af flere danske medier i begyndelsen af året.

I visse tilfælde har FN-organisationen regnet forkert med over tyve år. Det fremgår af en revideret liste over verdens forskellige lande.

En af de største regnefejl finder man for Schweiz.

Her kan man se, at Unicef nu vurderer, at børn født i landet i år kan forvente at blive 94,8 år gamle. Det er 21,6 år færre end på den oprindelige liste, hvor schweiziske babyer stod til at blive 116,4 år i gennemsnit.

I mailen til Ritzau forklarer Unicef, at tallene blev for "overoptimistiske" i den oprindelige beregningsmodel for de lande, hvor organisationen forventer, at nyfødte bliver 80 år og opefter.

Det skyldes ifølge Unicef, at FN’s befolkningsfremskrivning, World Population Projections, som ligger til grund for prognosen, kun løber til år 2100. hvilket der nu er taget højde for.

- En simpel metode blev brugt til at fortsætte tidligere tendenser i fremtiden med yderligere antagelser og fremskrivninger i den periode. Men prognosen for den ældre aldersgruppe var følsom over for data brugt til yngre aldersgrupper, og det gav nogle overoptimistiske tal for nogle vestlige lande, skriver Unicef.

- Efter data-teamet brugte en alternativ metode, der udvider tidslinjen til 2130, fik de tal, der stemmer bedre overens med hastigheden i stigningen af levetiden.

I Unicefs første prognose stod danske nyfødte også til at have en markant kortere levealder end i Norge og Sverige, men sådan er det ikke længere.

Unicef gav oprindeligt nyfødte i Norge og Sverige en forventet gennemsnitslevetid på henholdsvis 109,9 og 110,2 år. Det er nu faldet til 93,5 år og 93,3 år, hvilket er på linje med Danmark.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Og hvordan beregner man så lige dem gennemsnitlige leve alder 100 år frem? Kan man også beregne de 7 rigtige lottotal til den kommende lørdag?

Bent Nørgaard, Lillian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Nyfødtes beregnede/fejlberegnede levealder. Hu hej det går. Nyttig viden eller ligegyldig info.

Mogens Holme, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Jensen

Jeg har altid ment, at jeg med stor sandsynlighed vil blive digitaliseret og ophøre med at eksistere i en fysisk krop. Det ligger naturligvis "langt" ude i fremtiden før den slags bliver muligt, men for hvert år jeg (over-)lever øges sandsynligheden. I den tid jeg har levet er de medicinske og videnskabelige fremskridt accelereret, og der er ikke meget der tyder på at den acceleration har tænkt sig at stoppe. Jeg er idag 54 år, og jeg kan, idag, forvente at leve mindst 30 år endnu. Men hvis videnskaben rykker bate lige så meget de næste 30 år som den har gjort i de sidste 30 år, så kan vi nok godt lægge yderligere 10-20-30 år til min forventede levealder. Og hvor er vi om 40-60 år? Et sted hvor vi kan forlænge livet endnu 10-20-30 år?

Men hvad skal vi med alle de mennesker på jorden? Måske finder vi ud af, at løsningen ikke er at holde os alle i live længst muligt, men i stedet at befri os for vores angst for døden. For er vores ønske om at leve "evigt" ikke blot angst for døden?

kjeld hougaard

Fra Porgy og Bess om bibelens Metusalem: ”but who call that living, when no girl will give’in to no man who is 800 years?”