Telegram

Ti mænd stilles for retten fem år efter bomber i Bruxelles

Der er flere gengangere fra fransk sag efter bombeangreb i Paris, hvorfor belgisk sag først indledes om to år.
Retssag mod ti personer, der er tiltalt i forbindelse med bombeangreb i Bruxelles, indledes først i 2022, da tiltalte også er del af en fransk retssag, som er berammet til 2021.

Retssag mod ti personer, der er tiltalt i forbindelse med bombeangreb i Bruxelles, indledes først i 2022, da tiltalte også er del af en fransk retssag, som er berammet til 2021.

RITZAU SCANPIX

Telegram
5. januar 2021 kl. 15:56

Næsten fem år efter at 32 personer mistede livet i flere bombeangreb i Belgiens hovedstad, Bruxelles, har et undersøgelseskammer tirsdag afgjort, at ti personer skal stilles for retten.

Det meddeler undersøgelseskammeret (la chambre du conseil, red.) ifølge RTL og andre belgiske medier.

De stilles for en nævningedomstol (la cour d'assises, red.), der behandler særligt alvorlige kriminalsager med straffe op til livstid.

Det var ventet, at sagerne mod to af de tiltalte skulle føres ved en almindelig kriminalret, mens otte andre - mere alvorlige - skulle henvises til nævningedomstolen. Det havde anklagemyndigheden lagt op til.

Men undersøgelsesdomstolen afviste det ønske. Det betyder, at der bliver én samlet retssag efter angrebene, der skete i lufthavnen og på en metrostation.

Philippe Vandenberghe, som arbejdede som it-tekniker i lufthavnen, og var blandt de første til at give førstehjælp, er tilfreds med den beslutning.

- Det er en god overraskelse for os. Så bliver alle hovedpersonerne samlet i en enkelt retssag, siger Vandenberghe til tv-kanalen RTBF.

Vandenberghe, som har kæmpet med psykiske følger, sultestrejkede flere uger i 2019, i protest over, at ofrenes krav ikke blev hørt af belgiske myndigheder.

Sagen mod de ti tiltalte indledes dog først i 2022. Flere ofre og pårørende er skuffede og frustrerede over ventetiden. Det siger de i interview med belgisk tv tirsdag.

Når sagen først indledes i 2022, skyldes det ifølge en talsmand for anklagemyndigheden, at flere af de tiltalte også er tiltalt i forbindelse med angrebene i Paris i 2015. Her blev 130 mennesker dræbt.

- Der er flere gengangere mellem retssagen i Paris og retssagen i Bruxelles. Derfor kan de to ikke føres på samme tid, siger Eric Van Duyse til kanalen LN24.

Islamisk Stat har sagt, at gruppen står bag angrebene både i Paris og Bruxelles.

Flere hundrede mennesker blev såret i de tre selvmordsangreb, der blev udført i Bruxelles' lufthavn i Zaventem og metrostationen Maelbeek, der ligger nær EU-institutionerne.

Undersøgelseskammeret besluttede tirsdag i øvrigt at frafalde tiltalen mod tre personer, der har været sigtet i forbindelse med sagen.

Blandt de ti tiltalte er Salah Abdeslam, som blev anholdt fire dage før angrebet i Bruxelles 22. marts 2016. Hans dna og fingeraftryk er fundet på steder, hvor angrebene i både Frankrig og Belgien ifølge politiet blev planlagt.

Han er allerede idømt 20 års fængsel for at skyde og såre betjente i forbindelse med sin flugt fra politiet i marts 2016.

/ritzau/