Telegram

Trods forsinkelser: Alle kan være vaccineret til sommer

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle voksne kan være færdigvaccineret i uge 26, der løber til 4. juli.
Den danske vaccinationsplan er blevet ændret en smule på grund af forsinkelser i leverancer af vacciner.
Det betyder blandt andet, at "udvalgte personer i risikogruppen", der samlet udgør cirka 190.000, må vente til udgangen af april med at være færdigvaccineret. Det er en måned senere end tidligere planlagt. (Arkivfoto)

For deres pårørende er tidsplanen skubbet to måneder til udgangen af april, mens planen for personer mellem 80-84 år er skubbet tre uger til slutningen af april.

Den danske vaccinationsplan er blevet ændret en smule på grund af forsinkelser i leverancer af vacciner.
Det betyder blandt andet, at "udvalgte personer i risikogruppen", der samlet udgør cirka 190.000, må vente til udgangen af april med at være færdigvaccineret. Det er en måned senere end tidligere planlagt. (Arkivfoto)

For deres pårørende er tidsplanen skubbet to måneder til udgangen af april, mens planen for personer mellem 80-84 år er skubbet tre uger til slutningen af april.

RITZAU SCANPIX

Telegram
28. januar 2021 kl. 13:55

Trods forsinkelser i leverancer af vacciner forventer Sundhedsstyrelsen fortsat, at alle voksne kan være færdigvaccineret til sommer, hvis man altså ønsker en vaccine.

Tidsplanen er dog skubbet en uge, så anden runde af vaccinationer vil være afsluttet i uge 26, der løber til og med 4. juli.

Det viser Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender. Planen er blevet forlænget med en uge. Den løb tidligere til og med uge 25 eller 27. juni.

Danmark modtager markant færre vacciner i marts end tidligere forventet, og derfor er tidsplanen blevet skubbet væsentlig længere for flere af de grupper, der skal vaccineres først.

Forsinkelsen betyder blandt andet, at gruppen "udvalgte personer i risikogruppen", der samlet udgør cirka 190.000, må vente til udgangen af april med at være færdigvaccineret. Det er en måned senere end tidligere planlagt.

For deres pårørende er tidsplanen skubbet to måneder til udgangen af april, mens planen for personer mellem 80-84 år er skubbet tre uger til slutningen af april.

Prognosen er dog behæftet med usikkerhed, da den bygger på en forventning om vacciner, der endnu ikke er godkendt.

Den næste i rækken er fra AstraZeneca, som kan blive godkendt fredag i EU.

Dernæst forventes en vaccine fra amerikanske Johnson & Johnson at blive godkendt inden for de næste par måneder.

- I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed.

- Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer, skriver Sundhedsstyrelsen.

Indtil videre har man i Danmark vaccineret ældre på plejehjem, ældre, der får hjemmehjælp, personer i særlig risiko samt ansatte i sundheds- og ældresektoren.

I weekenden vil man begynde at tage hul på vaccinationerne af personer over 85 år.

- Vores absolut primære fokus er at få vaccineret vores ældre og øvrige mest sårbare. Og med det begrænsede antal vacciner, som vi råder over lige i øjeblikket, er der ikke plads til at påbegynde vaccination af andre grupper, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse.

Først i starten af april vil man efter planen begynde at vaccinere den del af befolkningen, der er under 65 år og ikke er i særlig risiko.

/ritzau/

Opdateret 28. januar 2021 kl. 14:28

Kim Folke Knudsen

@Sundhedsstyrelsens prognoser

Nu gider jeg ikke høre mere på regneark med datoer over, hvornår vi alle er vaccineret.

Vi venter på, at det er vores tur og glæder os til de 2 stik.

Mange Tak.

En Pandemi kan ikke planlægges på den måde. Det skaber falske forhåbninger om en normal sommer. Blot en mutation som rejser ind her i landet der er vaccineresistent, så ligger Sundhedsstyrelsens regneark i ruiner.

De her prognoser fører til alle mulige ideer om, hvordan vi kan åbne op igen fint nok men alt er behæftet med massiv usikkerhed. Vaccine leverancerne er heller ikke garanteret for driftsforstyrrelser.

Omkring det med vaccinernes effektivitet. Hvis Astra Zenecas vaccine har lavere beskyttelsesværdi end Pfizer Biontech og Moderna. Så brug alle vacciner nu i knaphedstider men tilbyd de borgere, som er vaccineret med Astra Zeneca vaccinen en fornyet vaccination med Pfizer Biontech og Modernas vacciner.

Det vil være fint at få udbygget dokumentationen for Astra Zeneca vaccinen, da det antages at den har ringere beskyttelse overfor ældre borgere, men dokumentationen er ikke tilstrækkelig, for ældre borgere indgår ikke nævneværdigt i Astra Zenecas godkendelsesgrundlag. Med andre ord vaccinen kan vise sig at yde ældre borgere en højere grad af beskyttelse end antaget nu.

Kan vaccinerne produceres på licens på andre lokationer, så udbuddet af vacciner kan forøges ?

VH
KFK

vaccinationskalender! Det lyder solidt og lidt gammeldags. Ja, det har sundhedsstyrelsen vel brug for i denne tid.