Telegram

OVERBLIK: Det brutale drab på læge Charlotte Asperud

En 56-årig mand er tirsdag kendt skyldig i drab på læge. Her er rettens belæg for at dømme for drab.
Telegram
23. februar 2021 kl. 11:06

Alle drab er brutale. Men drabet på den 58-årige Charlotte Asperup blev udført med en sjældent set voldsomhed og kynisme. Sådan er det i hvert fald beskrevet i den kendelse, som Retten i Helsingør har afsagt tirsdag.

I kendelsen opremses de beviser, der er fremført under retssagen, og som underbygger en dom for drab:

Den 56-årige drabsmand ankom om natten til 30. april 2019 til huset på Aspevej 3 i Tisvildeleje, hvor Charlotte Asperud boede. Han ville efter eget udsagn "tale med hende" om den behandling, han modtog på sygehuset i Hillrød fem år tidligere.

Han kom ind i huset ved at fjerne en liste på en rude. Herefter sparkede han døren til soveværelset ind.

Charlotte Asperud forsøgte at ringe til sin datter, men fik fat i en telefonsvarer. Lydoptagelsen er blevet afspillet under sagen.

Det fremgår af rettens kendelse, at Asperud spurgte, hvad den 56-årige ville. Svaret var, at det ikke var godt at vide.

Den retspatologiske obduktion af liget viste omfattende tegn på vold. 19 voldsomme kvæstelser i hovedet. Formentlig stammer de fra slag med et koben. Og derudover var der en række andre tegn på vold.

Politiets teknikere har foretaget en analyse af de blodstænk, der var på gerningsstedet. Analysen viser, at Asperud formentlig blev slået i hovedet, mens hun lå med hovedet på gulvet.

/ritzau/