Telegram

OVERBLIK: Sagen om kvotekonger kort fortalt

Nordjysk storfisker anklages for ved hjælp af stråmænd at have kontrolleret en for stor del af fiskekvoterne.
Telegram
24. februar 2021 kl. 11:35

Storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen er onsdag på anklagebænken i Retten i Holstebro, hvor han beskyldes for fusk med fiskekvoter.

Her kan du læse om kvotesystemet, som fiskeren beskyldes for at have overtrådt.

* I 2002 reformerede Folketinget fiskeriet ved at indføre omsættelige kvoter. Det betød, at fiskerne kunne købe og sælge kvoter til at fange en bestemt mængde fisk.

* Kvoterne erstattede rationsfiskeriet. Her havde alle lige adgang til at fiske en bestemt mængde. Det gjorde det svært for fiskerne at planlægge og tjene nok.

* Folketinget understregede i forbindelse med kvotereformen, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder.

* I august 2017 konkluderede Rigsrevisionen, at ministeriets forvaltning har været "meget kritisabel" og "ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder".

* I den forbindelse opstod begrebet "kvotekonger" om fiskere, der besidder en uforholdsmæssig stor andel af kvoterne.

* Der blev efterfølgende indgivet politianmeldelse mod fem fiskere for at have overtrådt reglerne om kvotekoncentration.

* Politisk medførte kritikken, at ansvaret for fiskeriet blev flyttet fra daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der i forvejen var minister for ligestilling og nordisk samarbejde.

* I den aktuelle straffesag modtog Nordjyllands Politi en politianmeldelse i 2017. Året efter overtog Bagmandspolitiet sagen.

* Henning Kjeldsen anklages for at have omgået reglerne ved at kontrollere fiskeriselskaber, der på papiret var ejet af personer, som anklagemyndigheden betegner som stråmænd.

* Sagen skulle have været indledt ved Retten i Holstebro 14. januar i år, men blev udskudt grundet skærpede coronaregler.

* Der er afsat 25 retsdage til sagens behandling, og der ventes dom i maj eller juni.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/