Telegram

Professor: Pandemi koster 25 procent af verdens bnp på fem år

Coronaudbruddet rammer hårdest i udviklingslande, mens de rige lande vil klare sig bedre gennem krisen.
Regningen fra coronakrisen er ifølge professor Jesper Rangvids beregning 145.848 milliarder kroner. Det svarer til mere end USA's bnp på et år eller 62 gange Danmarks bnp. (Arkivfoto)

Regningen fra coronakrisen er ifølge professor Jesper Rangvids beregning 145.848 milliarder kroner. Det svarer til mere end USA's bnp på et år eller 62 gange Danmarks bnp. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
19. februar 2021 kl. 13:16

Når den endelig regning fra coronaudbruddet er gjort op, vil den koste, hvad der svarer til 25 procent af hele verdens bruttonationalprodukt, bnp, på et år.

Det viser en regning som professor Jesper Rangvid fra Copenhagen Business School (CBS) har lavet. Det skriver Børsen.

- Det rammer især befolkningerne i udviklingslandene og i de nye økonomier. I Afrika, i Sydamerika og i de store turistøkonomier i blandt andet Asien.

- I Europa er det især et land som Spanien, der har betalt en meget høj pris med et bnp-tab på 11 pct. i 2020. Der skal ufattelig megen vækst til for at få det tab rettet op, siger Jesper Rangvid.

Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen på økonomien og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Faldet i bnp i Jesper Rangvids beregning svarer i kroner og øre til 145.848 milliarder kroner og vil strække sig i perioden 2020-2024. Det svarer til mere end USA's bnp på et år eller 62 gange Danmarks bnp.

Jesper Rangvid fortæller, at udviklingslande samlet vil opleve en nedgang i bnp på 31 procent, mens det for rige lande bliver 17 procent.

Jesper Rangvid har foretaget beregningerne ud fra økonomiske prognoser fra Den International Valutafond (IMF).

Han har taget udgangspunkt i, hvad IMF i 2019 forventede af vækst i 2020 og holdt det op mod de seneste forventninger.

Hos den tyske storbank Berenberg siger cheføkonom Holger Schmieding til Børsen, at prognoserne fra IMF har været for negative, og at bnp-tabet er højt, men næppe vil være så højt som i analysen.

/ritzau/