Yderligere 295 danskere er bekræftet smittet med covid-19. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Tallene vurderes at være underestimerede, da opgørelsen på grund af tekniske problemer kun dækker over 19 og ikke 24 timer som normalt.
Der er kommet svar på knap 130.000 prøver, hvilket betyder, at 0,23 procent af dem har været positive for covid-19.
Dermed fastholdes lørdagens lave niveau stort set. Her var positivprocenten den laveste siden slutningen af august.
Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, glæder sig over smittetallet. Han hæfter sig dog ved, at de har været usædvanlig lave de seneste to dage.
- Faldet er kommet usædvanlig hurtigt, så jeg vil nødig overfortolke, for det kan pege på en ændring i testadfærd, siger han.
Han peger på, det måske kan skyldes problemerne omkring lyntest, der ikke indgår i opgørelsen fra SSI.
I store dele af landet stod SOS International for opgaven, men de er blevet opsagt efter en række problemer med en underleverandør.
- Jeg tror, at et antal personer godt kan have flyttet sig fra lyntest - hvor der er en meget lav positivprocent - til pcr-sporet.
- Det har så ført til en lavere positivprocent her end tidligere, siger han og understreger, at det ikke er en påstand, han har dokumentation for.
Ikke desto mindre er smittetallene tegn på, at smitten ikke er stigende:
- Den er formentlig lidt faldende. Det er gode nyheder i forhold til udsigterne til, at der måske kommer små lempelser i nedlukningen, siger lektoren.
Der er sket 25 nye indlæggelser af smittede. Det samlede antal indlagte stiger dog kun med en, så der nu er 309 coronapatienter på hospitalerne.
Det skyldes, at der også er sket udskrivelser. Derudover er otte smittede døde. Det vides dog ikke, om de har været indlagt på hospitalet.
65 af de indlagte ligger på landets intensivafdelinger, og af dem er 44 tilkoblet en respirator. Lørdag var tallene henholdsvis 64 og 45.
Der er nu i Danmark givet tæt på 400.000 vaccinestik. 167.506 danskere har fået to stik med en vaccine og er derfor færdigvaccinerede, mens yderligere 63.012 har fået det første stik.
951 flere danskere har dermed fået andet stik siden lørdag, mens 5603 har fået det første stik med en af de tre godkendte vacciner.
/ritzau/
Opdateret 14. februar 2021 kl. 14:53