Telegram

Danmark vil i FN's Sikkerhedsråd i 2025

Senere tirsdag vil Danmark annoncere sit kandidatur til en plads i FN's Sikkerhedsråd samt ny repræsentant.
Telegram
9. marts 2021 kl. 12:14

Danmark er officielt kandidat til en plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Senere tirsdag vil regeringen præsentere kandidaturet samt en "ny særlig repræsentant", der skal arbejde for at opfylde målet.

- Statsminister Mette Frederiksen vil sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen tirsdag den 9. marts annoncere, at Danmark er kandidat til FN's Sikkerhedsråd 2025-2026.

- Samtidig vil statsministeren præsentere en ny særlig repræsentant, som skal arbejde for Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd, skriver Statsministeriet.

Der vil blive afholdt et kort pressemøde klokken 16 tirsdag.

FN's Sikkerhedsråd har fem faste medlemmer i Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA. Derudover er der ti medlemmer, der hver vælges for en periode på to år af FN's Generalforsamling. Det er en af disse pladser, Danmark ønsker.

Allerede mandag erfarede Altinget, at tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) var udpeget til en særlig stilling for at arbejde for, at Danmark får en plads i sikkerhedsrådet.

Kristian Jensen trak sig fra posten som næstformand i Venstre i august 2019 ovenpå et voldsomt opgør i partiet, hvor også daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, trak sig.

Kristian Jensen mistede efterfølgende i en periode alle sine ordførerskaber og udvalgsposter, da han uden at have clearet det med den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, til Jyllands-Posten delte tanker om reformarbejde med Socialdemokratiet.

Siden da har han fået enkelte poster tilbage, men har ellers ikke haft en særligt prominent rolle på Christiansborg.

Om udnævnelsen til posten som særlig repræsentant sagde Kristian Jensen mandag til Altinget:

- Jeg har ikke nogen kommentarer til alle de gætterier, der er om, hvad jeg skal lave og ikke skal lave.

/ritzau/

Opdateret 9. marts 2021 kl. 12:26