Telegram

Kontakttallet er 1,1 - epidemien stadig i svag vækst

Hurtige og effektive lokale nedlukninger er nøglen til at holde epidemien i kontrol, siger sundhedsminister.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortæller, at kontakttallet senest er opgjort til 1,1. Dermed er epidemien stadig svagt stigende. (Arkivfoto)

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortæller, at kontakttallet senest er opgjort til 1,1. Dermed er epidemien stadig svagt stigende. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
30. marts 2021 kl. 12:02

Coronaepidemien er stadig svagt stigende i Danmark.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Det gør han med henvisning til det senest opgjorte kontakttal, der er 1,1. Det er det samme som for en uge siden, hvor det ligeledes var 1,1.

Med et kontakttal på 1,1 vil 100 smittede i gennemsnit give smitten videre til 110 andre. Dermed tiltager epidemien.

- Hurtige og effektive lokale nedlukninger er nøglen til at holde epidemien i kontrol, mens vi genåbner gradvist, skriver Heunicke i sit tweet.

Han tilføjer, at det er særligt vigtigt, at alle holder fast i de gode vaner hen over påsken.

Efter påsken, hvor der er tradition for at mødes mere med familie og venner, kan der ifølge eksperter risikere at ske en stigning i antallet af smittetilfælde.

En af dem er Troels Petersen, lektor i partikelfysik ved Niels Bohr Instituttet og medlem af en ekspertgruppe i Statens Serum Institut, som fremskriver epidemiens udvikling.

- Det jeg kan være lidt bekymret for, er påskeferien. Vi har tidligere set ved ferier, at smitten er steget efterfølgende. Efter vinterferien steg den med 45 procent.

- Så jeg vil være forundret, hvis der ikke sker en stigning efter påskeferien. Hvor stor den bliver, er svært at forudse, sagde Troels Petersen mandag til Ritzau.

Efter påsken - mere præcist 6. april - indledes næste del af den langsigtede genåbning af landet. Her får blandt andet frisører lov til at genåbne, og flere elever og studerende kan begynde at møde op til mere fysisk undervisning.

Senere i april står blandt andet de største indkøbscentre og stormagasiner til at kunne genåbne. Det samme gælder for udendørsservering på restauranter og caféer.

I maj bliver det efter planen muligt for restauranter at byde kunderne indenfor til spisning. Også biografer, teater, konferencer, spillesteder og lignende står til at kunne åbne 6. maj.

/ritzau/

Opdateret 30. marts 2021 kl. 13:03