Telegram

Hjemsendt afdelingschef afviser at stå med aben i instrukssag

Afdelingschef vidste, det var ulovligt at adskille alle asylpar og afviser at have bedt styrelse gøre det.
Afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Line Skytte Mørk Hansen ankommer til en afhøring.

Afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Line Skytte Mørk Hansen ankommer til en afhøring.

RITZAU SCANPIX

Telegram
26. april 2021 kl. 15:49

Den hjemsendte afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen i Udlændinge- og Integrationsministeriet afviser, at hun skulle bære et ansvar for den "klart ulovlige" adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Hun foretog mindst ét opkald til Udlændingestyrelsen 10. februar 2016, hvor hun bad dem om at adskille asylparrene. Selv har hun forklaret, at hun fremhævede, at der kunne være undtagelser i adskillelserne.

Men den forklaring afvises af Instrukskommissionen, der er nedsat for at gennemgå sagen, der foreløbig er endt med en rigsretssag mod den daværende udlændingeminister Inger Støjberg.

I et høringssvar afviser den hjemsendte afdelingschefs advokat, at hun bad styrelsen om at adskille alle asylpar uden undtagelser.

- Det gjorde Line Skytte Mørk Hansen ikke.

- Hun har således aldrig tilsidesat sine pligter som embedsmand, hverken forsætligt eller uagtsomt, skriver advokat Thomas Ryhl fra Njord Law Firm.

Han henviser videre til, at hun deltog på et møde 9. februar 2016, hvor det blev forklaret over for Støjberg, at det ville være ulovligt at adskille alle par uden undtagelse.

- Line Skytte Mørk Hansen vidste således, at en instruks om at iværksætte en klart ulovlig ordning i sig selv ville udgøre en ulovlig handling. Det kunne hun aldrig drømme om at medvirke til, skriver advokat Thomas Ryhl.

Opkaldet er blevet centralt i forståelsen af, hvad der skete, da Udlændingestyrelsen begyndte at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Kommissionen mener, at det er en "forseelse af betydelig grovhed", at hun bad styrelsen administrere ulovligt, og at hun ikke forsøgte at stoppe det efterfølgende.

Hun blev hjemsendt efter kommissionens første beretning om blandt andet Inger Støjberg.

Der er grundlag for, at hun kan blive draget til ansvar, er konklusionen fra kommissionen, der også rejser skarp kritik af fire andre embedsmænd.

Det gælder for eksempel afdelingschef Lykke Sørensen, der var den øverste juridiske kompetence i ministeriet. Det var blandt andre hende, der advarede Støjberg om, at det ville være ulovligt at adskille alle par uden undtagelser.

I et høringssvar opgiver hun at komme med modsvar til kommissionens udlægning.

- Min klient og jeg er på de afgørende punkter grundlæggende uenige i den retlige og bevismæssige bedømmelse, som kommissionen nu har lagt sig fast på, skriver advokat Søren Juul fra advokatfirmaet Jon Palle Buhl.

- Vi anser det som formåls- og udsigtsløst gennem et høringssvar på de opstillede vilkår at formå kommissionen til at ændre opfattelse på de centrale bevismæssige og retlige punkter.

/ritzau/

Opdateret 26. april 2021 kl. 16:14