Telegram

OVERBLIK: Tidslinje over Danske Banks hvidvasksag

Danske Banks filial i Estland har været centrum i en enorm sag om mulig hvidvask af milliarder.
Alle sigtelser i sagen om hvidvask mod enkeltpersoner i ledelsen af Danske Bank er frafaldet. (Arkivfoto)

Alle sigtelser i sagen om hvidvask mod enkeltpersoner i ledelsen af Danske Bank er frafaldet. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
29. april 2021 kl. 21:57

Søik, der også er kendt som Bagmandspolitiet, frafalder sigtelser for overtrædelse af hvidvasklovgivning mod de tre tidligere direktører i Danske Bank, Thomas Borgen, Henrik Ramlau-Hansen og Lars Stensgaard Mørch. Det oplyser Søik.

Dermed har Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (Søik) frafaldet sagerne mod alle nu tidligere ledende medarbejdere, som politiet tilbage i marts 2019 havde sigtet.

Her følger et overblik og en tidslinje over sagen:

2006:

* Danske Bank køber finske Sampo Bank for 30 milliarder kroner. Med i handlen er den estiske afdeling, der senere bliver centrum for sagen.

2007:

* Danske Bank bliver advaret om mistænkelige kunder af det estiske finanstilsyn.

2012:

Det estiske finanstilsyn kontakter Finanstilsynet i Danmark med en række problemstillinger om kontrollen med hvidvask.

2013:

* En whistleblower sender en rapport til den daværende Danske Bank-direktør Robert Endersby. Han advares om store problemer med hvidvask i Estland.

* Samme år bliver Danske Banks daværende topchef, Thomas Borgen, advaret om høje overførsler i Estland af samarbejdsbanken JPMorgan og Lars Mørch, der på daværende tidspunkt har ansvar for den estiske afdeling.

2014:

* Danske Banks interne revision advarer om problemer i Estland. Et internt brev beskriver, at de ansatte skulle have hjulpet med at skjule kunderne for myndighederne.

2015:

* Deutsche Bank stopper sit samarbejde med Danske Bank i Estland og advarer om mistænkelige kunder. Samme år lukker Danske Bank-filialen i Estland for ikke-estiske kunder.

2017:

* Berlingske skriver i marts, at omkring 140 milliarder kroner fra 2010 til 2014 ulovligt er ført ud af Rusland for at blive vasket hvide i flere banker. I Danske Banks filial i Estland er indgået flere end 1500 transaktioner til en samlet værdi af syv milliarder kroner.

* Omkring et halvt år senere - i september - sætter Danske Bank gang i en intern undersøgelse.

2018:

* Lars Mørch, der er medlem af direktionen med ansvar for den estiske afdeling, stopper i april som en konsekvens af sagen. Måneden efter udtaler Finanstilsynet hård kritik af Danske Bank og bankens ledelse.

* Danske Bank oplyser i juli, at den brutto har tjent 1,5 milliarder kroner på ikke-estiske kunder i Estland.

* I september fremlægger Danske Bank en ekstern undersøgelse. Den viser, at den samlede strøm af penge fra de udenlandske kunder gennem den estiske filial udgjorde cirka 1500 milliarder kroner mellem 2007-2015. En stor del vurderes at være mistænkelig.

* Direktør Thomas Borgen stopper i oktober som følge af sagen. Danske Bank melder ud, at det amerikanske justitsministerium undersøger banken i relation til sagen i Estland.

* I november rejser Søik en sigtelse mod banken.

* Bestyrelsesformand Ole Andersen stopper i december efter pres fra flere af Danske Banks store aktionærer. Samme måned bliver ti tidligere ansatte i Danske Banks estiske afdeling tilbageholdt af estisk politi.

2019:

* Det estiske finanstilsyn giver i februar Danske Bank et påbud om at ophøre med sine bankaktiviteter i landet.

* Få måneder senere - i maj - bliver Thomas Borgen og en række andre tidligere ansatte i Danske Bank sigtet af Bagmandspolitiet.

2020:

* I juni er al nedlukning i Estland slut for Danske Bank, der er afregistreret i det estiske erhvervsregister.

2021:

* Bagmandspolitiet dropper i januar sigtelserne mod seks af dem, der oprindeligt blev sigtet i sagen. 29. april oplyser Søik, at sigtelserne mod de resterende tre ledende medarbejdere er frafaldet.

Kilder: Danske Bank, advokatfirmaet Bruun & Hjejle, Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen, DR og Ritzau.

/ritzau/