Telegram

PET: Vurdering af danske børn i syriske lejre lå klar i et år

Central vurdering om børn i syriske lejre lå uændret hen i et år, før regeringen delte den med offentligheden.
Telegram
13. april 2021 kl. 15:47

En trusselsvurdering af børn med dansk tilknytning i syriske lejre lå klar og uændret i et år.

Det bekræfter Politiets Efterretningstjeneste i et folketingssvar, som justitsminister Nick Hækkerup (S) er blevet bedt om at komme med.

Sagen er højspændt og kan få konsekvenser for regeringen.

I svaret fremgår det, at en opdatering af trusselsvurderingen, "som skete i forbindelse med dialogen med Justitsministeriet, ikke førte til ændringer i substansen af vurderingerne vedrørende børnene".

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at vurderingen lå klar, da regeringen overtog magten i juni 2019. Det bekræftes nu officielt.

Folketinget var stillet vurderingen i udsigt allerede inden da.

Men først i marts 2020 fik offentligheden indblik i den. Vurderingen fra efterretningstjenesten går på, at børnene ikke udgjorde en trussel på daværende tidspunkt, men at de kunne gøre det på sigt.

Hækkerup fremhæver i svaret, at der flere gange var "dialog mellem Justitsministeriet og PET for at sikre, at alle spørgsmål blev belyst bedst muligt."

Det gav efterretningstjenesten anledning til at opdatere vurderingen flere gange. Men det førte ikke til en ændring af den centrale del om børnene.

Og vurdering blev ikke offentliggjort, selv om debatten om de danske børn i Syrien flere gange blussede op i efteråret 2019.

Både blå og røde partier har løbende kritiseret regeringen for, at de ikke er blevet informeret om flere alvorlige udviklinger i sagen.

Flere støttepartier har antydet, at sagen ikke er slut, og at det kan få konsekvenser for udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Udenrigsministeriet har siden nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man kan få børn med dansk tilknytning i syriske fangelejre til Danmark, uden at deres forældre følger med.

Det er dog langt fra sikkert, at det kan lade sig gøre.

Eksempelvis har de kurdiske selvstyremyndigheder, som kontrollerer lejrene, udtalt, at de ikke vil tillade, at børnene rejser ud uden deres mødre.

Mødrene sidder i fangelejrene i det nordøstlige Syrien med deres børn, fordi de i sin tid rejste ud af Danmark for at tilslutte sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

/ritzau/

Opdateret 13. april 2021 kl. 16:14