Telegram

Kina beder lande blive væk fra FN-arrangement om uighurer

FN-missioner bliver bedt direkte om at holde sig fra et arrangement, hvor mindretallet uighurerne diskuteres.
Lejrene i Xinjiang er blevet etableret over de seneste år. Ifølge det kinesiske styre skal de modvirke religiøs ekstremisme blandt uighurer. (Arkivfoto.)

Lejrene i Xinjiang er blevet etableret over de seneste år. Ifølge det kinesiske styre skal de modvirke religiøs ekstremisme blandt uighurer. (Arkivfoto.)

RITZAU SCANPIX

Telegram
8. maj 2021 kl. 03:59

I klare vendinger opfordrer Kina flere lande til ikke at deltage i et FN-arrangement om landets behandling af det muslimske mindretal uighurer, som ifølge en række kilder bliver udsat for undertrykkelse.

Det fremgår af en meddelelse, som nyhedsbureauet Reuters har set.

Arrangementet afholdes efter planen onsdag i næste uge af Tyskland, USA og Storbritannien.

Det skal omhandle undertrykkelsen af uighurerne og andre minoriteter i Xinjiang-provinsen i Kina.

- Dette er en politisk motiveret begivenhed, skriver den kinesiske FN-mission i meddelelsen.

- Vi anmoder om, at din mission IKKE deltager i dette anti-kinesiske arrangement.

Kina beskylder arrangørerne for at bruge "menneskerettigheder som et politisk redskab til at blande sig i Kinas interne anliggender i Xinjiang samt skabe splid og uro og forstyrre Kinas udvikling".

- De er besatte af at fremprovokere sammenstød med Kina, står der i meddelelsen, hvori det påpeges, at det "provokerende arrangement kun kan føre til yderligere konfrontationer".

Ambassadører fra Tyskland, USA og Storbritannien skal deltage i arrangementet sammen med blandt andre topfolk fra ngo'erne Human Rights Watch og Amnesty International.

Arrangementets formål er at "diskutere, hvordan FN-systemet, medlemslande og civilsamfundet kan støtte og bidrage til menneskerettigheder for personer tilhørende etnisk tyrkiske grupper i Xinjiang". Det står der i invitationen.

Kinas mission ved FN er ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelser om en kommentar.

Der er lavet forskellige estimater af, hvor mange uighurer som holdes indespærret i lejre i Kina.

Rapporter fra FN og flere ngo'er peger på, at det kan dreje sig om op mod en million.

USA og Storbritannien har tidligere fordømt Kina for behandlingen af mindretallet. Den amerikanske regering mener endda, at behandlingen kan sidestilles med folkedrab.

Lejrene i Xinjiang er blevet etableret over de seneste år. Ifølge det kinesiske styre skal de modvirke religiøs ekstremisme.

/ritzau/Reuters

Opdateret 8. maj 2021 kl. 04:16

LIGE HENNE FOR ENDEN AF SILKEVEJEN
Der er vel egentligt tale om en kolossal tanketorsk, at - eller hvis - de seneste danske regeringer ikke har sendt følere ud til den kinesiske regering om at hjælpe Danmark med at komme af med vores afviste asylansøgere.
I forhold til vores forsvindende lille antal - for en stor dels vedkommende muslimer - er det nærmest en gave fra himlen, at der er et land som Kina, som er meget kompetente, når det gælder om at afmontere muslimsk tro hos folk. Og imens opbevare dem sikrere end i Fort Knox.
Kinas succes i Sinkiang-provinsen med - på den gode måde - at hjernevaske det Uighurske mindretal, taler for sig selv. De har lejre så velfungerende til formålet, at ingen internationalt matcher dem. Og lejrene er meget differentierede: Fra destruktionslignende lejre, som tiden ikke er moden til hos os, til i den anden ende af skalaen en slags familie-refugier, udslusnings-pavilloner, hvor familier under opsyn kan leve et fint familieliv efter flertalskinesiske grundregler.
Når de har fejret deres sidste skolingsdag og er klar til at komme tilbage til deres hjemland og hjælpe med til genopbygningen, er det meget nemt. Dels er Sinkiang er den del af Kina, der ligger nærmest Mellemøsten. Og dels har den gamle Silkevej fået et moderne brush-up, så hjemturen til Mellemøsten og Nordafrika over landjorden (ikke noget med gummibåde eller menneskesmuglere) ligger lige for.
Set fra et legitimt dansk synspunkt er der tale om en gordisk, som herved kløves. Ikke noget med at 'stå af' i Danmark på vejen. Når de rejsende (evt. i bus) er fremme i Mellemøsten efter et par tusinde tusinde kilometer, vil de blive nødt til at de rejse nogenlunde lige så lang vej igen, hvis de absolut vil hjem til Danmark.
Prisen for Danmark skulle ikke blive noget at tale om. Danmark nærmer sig på mange felter Kina. Begge er hver deres måde nationalkonservative, og forskellen i menneskesyn, retssikkerhed og syn på konventioner udviskes stille og roligt i disse år.

Lars Ege,
Mjølnerparken 50
Nørrebro