Telegram

Kontrolleret naturbrand indhyller Sydney i farlig røg

Sydneys fem millioner indbyggere er blevet bedt om at blive inden døre grundet røg fra skovafbrænding.
I sommeren 2019/2020 hærgede voldsomme skovbrande store dele af det østlige Australien, og i flere måneder var Sydney og andre byer indhyllet i både røg og aske. (Arkivfoto)

I sommeren 2019/2020 hærgede voldsomme skovbrande store dele af det østlige Australien, og i flere måneder var Sydney og andre byer indhyllet i både røg og aske. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
3. maj 2021 kl. 03:24

Sydney er mandag indhyllet i en tyk røg, hvilket har tvunget myndighederne til at indstille en kontrolleret skovafbrænding i udkanten af Australiens største by.

Røgen fra den kontrollerede naturbrand har aflyst færgeafgange, ligesom at byens fem millioner indbyggere er blevet bedt om at holde sig inden døre.

Niveauet af forurenende partikler, der kan sive dybt ind i lungerne og forårsage luftvejssygdomme, er blandt de højeste i verden og ligger mandag på over 190 på det såkaldte luftkvalitetsindeks. Det svarer til et usundt niveau.

Uden for sommermånederne foretager det australske brandvæsen jævnligt kontrollerede afbrændinger for at mindske risikoen for ukontrollerede natur- og skovbrande.

Under de kontrollerede afbrændinger bliver skovbunden ryddet for brændbart materiale.

Men grundet den tykke røg har myndighederne mandag været nødsaget til at sætte yderligere afbrænding på pause.

Det høje niveau af forurening førte blandt andet til, at nogle fagforeninger opfordrede sine medlemmer til at droppe arbejdet, hvis røgen blev for meget.

- Lette vinde og et skifte i vejret i løbet af natten har resulteret i, at røgen har lagt sig i lavtliggende boligområder, oplyser brandvæsenet.

Røgen ventes at lette, efterhånden som dagen skrider frem.

I sommeren 2019/2020 hærgede voldsomme skovbrande store dele af det østlige Australien. 33 mennesker mistede livet, og flere end 3000 hjem blev ødelagt.

I flere måneder var Sydney og andre byer indhyllet i både røg og aske.

Det vurderes, at klimaforandringer er med til at gøre sæsonen for skov- og naturbrande i Australien længere og mere farlig.

Samtidig begrænser klimaforandringerne tidsperioden for, hvornår de kontrollerede brande kan udføres sikkert.

/ritzau/AFP

Opdateret 3. maj 2021 kl. 03:35