Telegram

Oppositionsaktivist anholdt ved nødlanding i Hviderusland

Ryanair-fly blev tvunget til at lande i Minsk, hvor fremtrædende journalist, der var om bord, blev anholdt.
Oppositionsblogger og aktivist Roman Protasevitj, som her ses under et retsmøde i Minsk i 2017, er blevet anholdt søndag, da Hviderusland tvang et Ryanair-fly på vej fra Grækenland til Litauen til at lande i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

Oppositionsblogger og aktivist Roman Protasevitj, som her ses under et retsmøde i Minsk i 2017, er blevet anholdt søndag, da Hviderusland tvang et Ryanair-fly på vej fra Grækenland til Litauen til at lande i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

RITZAU SCANPIX

Telegram
23. maj 2021 kl. 17:10

Den hviderussiske oppositionsaktivist Roman Protasevitj, der lever i eksil i Litauen, er søndag blevet anholdt i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Det skete, da det Ryanair-fly, han sad i, blev tvunget til at foretage en nødlanding - tilsyneladende på ordre fra Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Det oplyser Hvideruslands opposition og præsident Gitanas Nauseda i Litauen, hvor Protasevitj lever i eksil.

Protasevitj er efterlyst i Hviderusland, hvor han har været redaktør på oppositionens medie Nexta. Han var en af grundlæggerne af mediet.

Han har også skrevet blogindlæg, der er stærkt kritiske over for Lukasjenkos regering.

Flyet var søndag på vej fra Grækenlands hovedstad, Athen, og nærmede sig ved 16-tiden dansk tid sin destination i Vilnius, der er Litauens hovedstad.

Men pludselig ændrede det kurs og blev eskorteret til Minsk i stedet for Vilnius, der ligger knap 200 kilometer vestpå.

Lukasjenko beordrede personligt et kampfly på vingerne for at eskortere flyet til Minsk, skriver det statslige hviderussiske nyhedsbureau BelTA.

Den pludselige ændring skyldtes, at der angiveligt var en "sikkerhedstrussel" om bord, og at Ryanair-flyet derfor måtte nødlande.

En finkæmning af flyet resulterede ikke i fund af sprængstoffer eller lignende.

Men alle passagerer skulle igennem et sikkerhedstjek udført af hviderussiske myndigheder - herunder også Roman Protasevitj.

Ryanair skriver i en udtalelse, at mandskabet om bord på flyet til Vilnius fik besked om den mulige trussel om bord. Flyet blev beordret til at lande i Minsk, oplyser selskabet.

- Vi undskylder over for alle berørte passagerer for denne beklagelige forsinkelse, der var uden for Ryanairs kontrol, hedder det i en meddelelse.

Flyet lettede igen fra Minsk med kurs mod Litauen omkring klokken 19 dansk tid, oplyser en talsmand for lufthavnen i Vilnius. Der er ikke umiddelbart flere oplysninger.

Hvideruslands opposition har gennemført store demonstrationer, siden Lukasjenko - ifølge de officielle valgresultater - vandt valget i 2020.

Oppositionen og mange iagttagere er derimod enige om, at oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja vandt stort. Hun lever i dag også i eksil i Litauen.

Lukasjenkos styre har slået hårdt ned på oppositionen, og mange politikere og aktivister er flygtet til nabolandet.

Andre er idømt lange fængselsstraffe i Hviderusland.

Tikhanovskaja skriver på Twitter, at Protasevitj risikerer dødsstraf i sit hjemland.

/ritzau/Reuters

Opdateret 23. maj 2021 kl. 20:18