Telegram

Tyske vaccinemodstandere går med jødestjerner

Modstandere af vacciner mod covid-19 har lavet gule jødestjerner om til symbol for vaccinemodstand i Tyskland.
Vaccinemodstandere i Tyskland har brugt den gamle gule jødestjerne fra nazitiden til at forsøge at fremme deres egen sag.

Vaccinemodstandere i Tyskland har brugt den gamle gule jødestjerne fra nazitiden til at forsøge at fremme deres egen sag.

RITZAU SCANPIX

Telegram
8. maj 2021 kl. 09:48

De gule stjerner, som nazisterne tvang jøder til at gå med i Tyskland og i tysk besatte lande, dukker igen op i Tyskland.

Nu står der imidlertid ikke "Jude" midt på stjernen - "Jøde".

Nu står der "Ungeimpft" - "Uvaccineret".

Det har fået Felix Klein op på tæerne. Han er Tysklands regerings særlige rådgiver i spørgsmål om antisemitisme, og han har svært ved at forstå, hvorfor modstandere af coronavacciner sammenligner sig selv med nazisternes forfølgelse af jøder før og under Den Anden Verdenskrig.

Han siger til avisen Tagesspiegel, at det bør forbydes.

- Når mennesker, der demonstrerer, bruger såkaldte jødestjerner og dermed trækker sammenligninger til Holocaust, så må man imødegå det med den tilstedeværende lovgivning, siger han til avisen.

Felix Klein oplyser, at myndighederne i München i Bayern har forbudt vaccinemodstanderne at gå med stjernen.

- Jeg håber, at andre byer følger Münchens eksempel.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at der ved demonstrationer også er set demonstranter iført uniformer fra koncentrationslejrvagter.

Nogle demonstranter har båret bannere med ordene "Impfen macht frei" - "Vaccinationer gør dig fri".

Det er en omskrivning af ordene "Arbeit macht frei" ("Arbejde gør dig fri"), der hang ved koncentrationslejre.

Modstandere af restriktioner mod corona har også brugt et andet symbol fra Anden Verdenskrig for at fremme deres sag.

AFP skriver, at den tyske modstandslegende Sophie Scholl er blevet en figur, der bruges under demonstrationer.

Hun blev henrettet som helt ung i 1943 for at omdele antinazistiske løbesedler.

Nu regnes hun for en modstandshelt. Ved en demonstration mod nedlukning er der set bannere med billeder af Sophie Scholl.

Før og under Anden Verdenskrig gennemførte Nazytyskland et organiseret forsøg på at udrydde Europas jøder.

Omkring seks millioner jøder blev dræbt, mange af dem i koncentrationslejre som Auschwitz.

/ritzau/