Telegram

Armensk leder erklærer sejr i valg udløst af Karabakh-krise

Premierminister i Armenien erklærer sejr i valg. Opposition protesterer og påstår, at der har været fusk.
- Vi ved allerede nu, at vi har vundet en overbevisende sejr, og vi vil opnå et overbevisende flertal i parlamentet, lød det i en udtalelse fra premierminister Pasjinian efter søndagens parlamentsvalg. (Arkivfoto.)

- Vi ved allerede nu, at vi har vundet en overbevisende sejr, og vi vil opnå et overbevisende flertal i parlamentet, lød det i en udtalelse fra premierminister Pasjinian efter søndagens parlamentsvalg. (Arkivfoto.)

RITZAU SCANPIX

Telegram
21. juni 2021 kl. 01:05

Armeniens premierminister, Nikol Pasjinian, erklærer natten til mandag sejr ved landets parlamentsvalg, som oppositionen protesterer imod.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Med alle stemmer optalt har Pasjinian og hans parti, Borgerkontrakt, fået lige knap 54 procent af stemmerne.

Tidligere præsident Robert Kocharyan og hans parti har til gengæld fået 21 procent af stemmerne.

I meningsmålinger så det ellers ud til, at Pasjinian og Borgerkontrakt ved valget ville stå helt lige med den tidligere præsidents alliance.

- Armeniens folk gav vores parti et mandat til at lede landet og mig personligt et mandat til at lede landet som premierminister, sagde Pasjinian ifølge nyhedsbureauet AFP, da de foreløbige resultater gav ham en klar føring.

- Vi ved allerede nu, at vi har vundet en overbevisende sejr, og vi vil opnå et overbevisende flertal i parlamentet.

Kocharyan og oppositionen oplyser natten til mandag, at han ikke vil anerkende resultatet, indtil processen er undersøgt nærmere.

- Hundredvis af signaler fra valgsteder vidner om organiserede og planlagte forfalskninger, hvilket er en alvorlig grund til mistillid, lyder det i en udtalelse fra alliancen ifølge AFP.

Valget blev udskrevet tidligere end ventet på grund af en politisk krise, som brød ud i kølvandet på en militær konflikt omkring Nagorno-Karabakh-regionen.

Her endte armenske styrker sidste år med at tabe territorie til Aserbajdsjan, hvilket blev set som et stort nederlag i Armenien.

Premierminister Pasjinian har siden været under pres, og demonstranter er hyppigt gået på gaden og har krævet hans afgang.

De har blandt andet været utilfredse med, at han gik med til den fredsaftale, som resulterede i, at Armenien afgav territorie.

Pasjinian selv har beskrevet aftalen som en katastrofe, men mener, at han var nødt til at underskrive den for at undgå yderligere tab - både menneskelige og territoriale.

Der har været 319 uregelmæssigheder ved valget, rapporterer nyhedsbureauet Ria ifølge Reuters med henvisning til anklagemyndigheden.

Landets valgkommission oplyser, at valget i store træk har levet op til juridiske retningslinjer, skriver Reuters.

/ritzau/

Opdateret 21. juni 2021 kl. 06:42