Telegram

Ukrudtsbrændere skyld i to brande lørdag - beredskab advarer

Folk bør bruge deres sunde fornuft, når de brænder ukrudt, lyder opfordring fra beredskabet.
Telegram
5. juni 2021 kl. 13:07

Brandfolk har lørdag slukket to brande i hovedstadsområdet, hvor en ukrudtsbrænder var skyld i branden.

Hos Hovedstadens Beredskab fortæller vagthavende operationschef Frank Mikkelsen, at netop ukrudtsbrændere er skyld i mange brande på denne årstid.

- Det er vores antagelse, at der bliver brændt i for lang tid, og det foregår for tæt på buskads eller bygninger, som der kan gå ild i, fortæller Frank Mikkelsen.

De to brande lørdag opstod på Klintsøvej i Vallensbæk og på Brøndbyskel i Hvidovre. De blev slukket af brandfolk fra henholdsvis Beredskab 4K og Hovedstadens Beredskab.

Både i Vallensbæk og i Hvidovre var det udbygninger, så som garager og skure, der gik ild i.

- I begge tilfælde var det bygninger, som var i sammenhæng med beboelse, men begge brande blev slukket, inden der skete spredning til beboelsen, fortæller Frank Mikkelsen.

Ifølge operationschefen findes der ikke nogle faste regler om, hvordan man skal anvende en ukrudtsbrænder. Han opfordrer til, at man bruger sin sunde fornuft og tilpasser brugen til forholdene.

- Der er ikke noget afstandskrav, men man skal tage hensyn til blæsten, og om vinden bærer i retning af bygninger, buskads eller andet, der kan brænde. Og så skal man tage hensyn til, hvor tørt der er, siger Frank Mikkelsen.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen øges risikoen for brand, hvis ukrudtsbrænderen bruges forkert. Meningen med apparatet er, at det kortvarigt skal opvarme planten. På den måde fordamper vandet, og ukrudtet dør ud.

Hvis man fortsætter opvarmningen, til planten forkuller, er der derimod risiko for, at der kan opstå brand., lyder det i advarslen fra Sikkerhedsstyrelsen. Og det billede kender Frank Mikkelsen også.

- Vi plejer at sige, at det skal svitses, ikke brændes, siger han.

Han opfordrer desuden til, at man har vand i nærheden af ukrudtssvitsningen, hvis ulykken trods den almindelige agtpågivenhed alligevel skulle være ud.

- Ved de to brande i dag havde man vandslanger liggende. Det er en god idé, for så har man mulighed for at slukke ilden eller måske at forsinke spredningen, indtil vi når frem, siger Frank Mikkelsen.

/ritzau/