Telegram

25 biler fanget i nye oversvømmelser i Belgien

Efter kraftig regn lørdag er gaderne oversvømmet i en stor del af den belgiske by Dinant.
Telegram
24. juli 2021 kl. 23:02

Et større område i den belgiske by Dinant er ramt af oversvømmelser, skriver den belgiske avis De Standaard ifølge det norske medie VG.

Vandet fosser gennem gaderne efter kraftig regn lørdag, og omkring 25 biler er blevet flyttet af vandmængderne, skriver mediet.

Videoer og billeder på sociale medier fra byen Dinant viser, hvordan bilerne bliver rykket rundt i det 1,5 meter dybe vand.

Robert Closset, der er den lokale viceborgmester, siger ifølge nyhedsbureauet AP, at brandmænd er blevet indkaldt for at håndtere oversvømmelserne.

- Jeg har boet her hele mit liv, men jeg har aldrig set noget lignende, siger han til AP.

Han beskriver oversvømmelserne som værre end de forrige.

Der er ingen nye savnede, fortæller han til mediet.

Oversvømmelserne i Belgien har især ramt de provinserne Namur og Walloon Brabant, der er sydøst for hovedstaden Bruxelles.

Regionerne har allerede været hårdt ramt af oversvømmelserne de seneste dage, hvor 36 personer er døde og syv er meldt savnede, skriver AP.

Der har de seneste dage været massive oversvømmelser Tyskland, Belgien og Holland forårsaget af ekstrem regn. Hundredvis af personer har mistet livet.

/ritzau/