Telegram

60.000 pilgrimme på nedtonet pilgrimsfærd til Mekka

Under pandemien er deltagere til pilgrimsfærden udtrukket i et lotteri, der giver plads til flere end i 2020.
Pilgrimmene ankommer i busser til den store moské i Mekka, hvor de cirkler rundt om Kabaen, der er en helligdom indhyllet i et sort klæde med gyldne broderier.

Pilgrimmene ankommer i busser til den store moské i Mekka, hvor de cirkler rundt om Kabaen, der er en helligdom indhyllet i et sort klæde med gyldne broderier.

RITZAU SCANPIX

Telegram
17. juli 2021 kl. 14:56

Pilgrimme begyndte lørdag at ankomme til Mekka på den anden nedtonede pilgrimsfærd hajj under coronapandemien. De vil komme til at gå rundt om islams allerhelligste med mundbind og social afstand.

Saudi-Arabien tillader kun, at 60.000 personer deltager i årets pilgrimsfærd, og de skal være fuldt vaccinerede.

Ifølge planen skal årets hajj være en gentagelse af sidste års succes, hvor der ikke blev registeret smitte i de fem dage, hvor ritualet varede.

Årets deltagere er blevet udtrukket i et lotteri, og det blevet mere omfattende end i 2020, men klart nedtonet i forhold til det normale.

Pilgrimmene ankom i busser til Mekkas store moské. Her går de rundt om Kabaen, der en stor, sort terningformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge indhyllet i et sort klæde med gyldne broderier.

Mange har medbragt paraplyer for at blive sikret lidt skygge i sommerheden.

- Hver tredje time kommer 6000 ind på det helligste område, siger hajj-talsmand Hisham al-Saeed.

Hajj er normalt en af verdens største årlige religiøse samlinger. Over 2,5 millioner deltog i 2019.

Pilgrimsfærden er en af islams fem søjler, og enhver muslim skal mindst en gang i sit liv på pilgrimsfærd til Mekka for at gennemføre en række ritualer i løbet fem dage.

Blandt de udvalgte i år er den 58-årige inder Ameen, som arbejder i olieindustrien i Dammam i det østlige Saudi-Arabien. Han blev udvalgt sammen med sin hustru og sine tre voksne børn.

- Mange af vore venner og slægtninge blev afvist. Vi er ubeskriveligt glade for at være her, siger han efter at være blev udvalgt blandt 558. 000 ansøgere.

Saudi-Arabien har indtil nu registreret over 507.000 coronasmittede, mens der er registeret 8000 dødsfald med covid-19.

Der foretages over 20.000 vaccinationer dagligt i kongeriget, som har op mod 34,5 millioner indbyggere.

/ritzau/AFP