Telegram

Halvdelen af den australske befolkning er sendt i lockdown

Endnu en australsk delstat er lukket ned. Imens stiger smittetallene andre steder i landet.
Normalt travle St Kilda Road i millionbyen Melbourne ses her stort set uden mennesker sidste uge.

Normalt travle St Kilda Road i millionbyen Melbourne ses her stort set uden mennesker sidste uge.

RITZAU SCANPIX

Telegram
21. juli 2021 kl. 07:25

Delstaten South Australia, hvor der bor omkring 1,7 millioner mennesker, er onsdag lokal tid gået ind i sin første fulde dag med nedlukning.

Dermed er over halvdelen af den australske befolkning nu underlagt coronarestriktioner, der af delstatsregeringerne betegnes som nedlukninger.

Samtidig har Australiens to største delstater, Victoria og New South Wales, meldt om markante stigninger i antallet af coronatilfælde.

Således har New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, onsdag meldt om 110 nye smittede efter 78 smittede dagen forinden.

I Victoria er der onsdag 22 nye smittede. Tallet var ni tirsdag.

I begge stater er målet at få antallet af smittede ude i samfundet så tæt på nul som overhovedet muligt.

Dermed er tallene et stort slag mod befolkningernes håb om hurtigt at sige farvel til restriktionerne igen.

- Havde vi ikke foretaget en nedlukning for nogle uge sider, havde tallet 110 i dag utvivlsomt været på tusinder og atter tusinder, siger New South Wales delstatsleder, Gladys Berejiklian.

- Men vi må arbejde hårdere, og vi skal selvfølgelig alle sammen være på vagt.

Imens stiger presset på føderalregeringen. I popularitetsmålinger ligger den på det laveste niveau i et år på grund af et vaccineprogram, der halser efter en lang række andre landes. Således er lige over 11 procent af den australske befolkning færdigvaccineret.

Grundstenen i det australske program er AstraZeneca-vaccinen.

Den anbefales af landets sundhedsmyndigheder kun til folk over 60 år på grund af en meget lille risiko for blodpropper.

Imens gives Pfizer-vaccinen hovedsageligt til personer over 40 år på grund af begrænsede forsyninger.

- Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne. Men problemet er, at vi har brug for flere vacciner. Vi har brug for mere Pfizer, siger sundhedsministeren i New South Wales, Brad Hazzard.

Takket være hurtige nedlukninger, effektiv smitteopsporing og borgernes velvilje er det lykkedes Australien at slå lignende udbrud ned flere gange.

Derfor er landets coronatal under pandemien også relativt lave sammenlignet med andre lande med lige over 32.100 smittetilfælde og 915 døde med covid-19 under pandemien.

Den nuværende nedlukning er den anden i Sydney siden den første i marts sidste år.

/ritzau/Reuters