Telegram

Kilder: Biden overvejer ny Cuba-politik efter protester

Demonstrationer i Cuba rettet mod styret vil få indflydelse på USA's politik over for landet, siger kilder.
Lørdag  blev der foran Det Hvide Hus i Washington D.C. demonstreret mod det kommunistiske styre i Cuba. Weekenden forinden var der i Cuba store demonstrationer rettet mod landets regering. Ifølge kilder i det amerikanske udenrigsministerium gør præsident Joe Biden sig overvejelser om USA's politik over for Cuba. 
'

Lørdag blev der foran Det Hvide Hus i Washington D.C. demonstreret mod det kommunistiske styre i Cuba. Weekenden forinden var der i Cuba store demonstrationer rettet mod landets regering. Ifølge kilder i det amerikanske udenrigsministerium gør præsident Joe Biden sig overvejelser om USA's politik over for Cuba.
'

RITZAU SCANPIX

Telegram
20. juli 2021 kl. 02:47

USA's præsident, Joe Biden, ventes snart at komme med udmeldinger om landets politik over for Cuba, som for nylig oplevede de største folkelige protester mod landets styre i flere år.

Det oplyser anonyme kilder i det amerikanske udenrigsministerium til Reuters.

- Der vil helt sikkert være politiske implikationer som et resultat af begivenhederne, siger en af kilderne til nyhedsbureauet om protesterne.

- Jeg forventer i løbet af ganske kort tid, at der vil komme en meddelelse fra regeringen om de første skridt, tilføjer personen.

Det kommunistiske styre i Cuba sagde under demonstrationerne, at de hovedsageligt var udløst af USA-støttede kontrarevolutionære, som forsøgte at udnytte de økonomisk hårde tider, som amerikanske sanktioner har udløst i Cuba.

USA har i årtier haft en handelsembargo over for den caribiske østat.

Under den demokratiske præsident Barack Obama blev forholdet mellem de to lande forbedret, men det varede kun, indtil Obama blev afløst af republikaneren Donald Trump i Det Hvide Hus i 2017.

Biden er ifølge kilderne ikke indstillet på at lempe på de stramninger over for Cuba, som Trump genindførte i 2018.

Men Bidens administration undersøger måder at hjælpe den cubanske befolkning på, samtidig med at presset på det kommunistiske styre fastholdes.

En af mulighederne kan være at ophæve et forbud, som forhindrer overførsler af penge fra cubanere i USA til deres familier i Cuba.

Biden sagde dog i sidste uge, at han endnu ikke er indstillet på at ophæve forbuddet mod pengeforsendelser, som blev indført under Trump.

Bidens modvilje skyldes bekymring for, at den cubanske regering vil beslaglægge en stor del af forsendelserne.

Men Bidens administration undersøger muligheder for at tillade overførsel af penge på en måde, så de ikke risikerer at falde i hænderne på styret.

Utilfredshed med de økonomiske vilkår i Cuba var en årsagerne til, at tusindvis af cubanere i forrige weekend gik på gaderne i hovedstaden Havana og andre byer. Adskillige personer blev tilbageholdt under protesterne.

/ritzau/Reuters

Opdateret 20. juli 2021 kl. 03:55