Telegram

Macron-melding fik over 900.000 til straks at bestille vaccine

Nye restriktioner i Frankrig vil ramme personer, som ikke er vaccinerede mod covid-19, fortalte Macron mandag.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde mandag, at det er obligatorisk for sundhedsansatte at blive vaccineret inden 15. september.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde mandag, at det er obligatorisk for sundhedsansatte at blive vaccineret inden 15. september.

RITZAU SCANPIX

Telegram
13. juli 2021 kl. 08:54

Over 900.000 borgere i Frankrig skyndte sig mandag aften at booke en tid til at blive vaccineret mod coronavirus.

Det skete, efter at præsident Emmanuel Macron advarede om, at fremtidige restriktioner vil ramme folk, som ikke har et coronapas, som enten viser, at man er vaccineret eller for nylig testet negativ.

Emmanuel Macron meddelte, at det ikke er obligatorisk for den enkelte borger at blive vaccineret mod coronavirus. Men han understregede, at restriktioner vil fokusere på dem, som ikke har fået vaccinestikkene.

Samtidig sagde han, at det er obligatorisk for sundhedsansatte at blive vaccineret inden 15. september.

Ifølge den franske sundhedsminister, Olivier Véran, vil sundhedspersonale, der ikke er vaccineret fra midten af september, hverken få lov til at arbejde eller modtage løn.

Der var rekordmange, der bestilte en vaccine efter præsidentens udmeldinger.

Det oplyser Stanislas Niox-Chateau, formand for Doctolib, som er en af landets største hjemmesider til at bestille vaccinetider.

- Mere end 900.000 franskmænd reserverede en vaccinetid i går (mandag, red.), hvilket er dobbelt så mange som den seneste rekord fra 11. maj, siger han til radiostationen RMC.

Præsident Macron oplyste mandag, at et coronapas, som er påkrævet ved store begivenheder, vil blive mere udbredt. Det vil omfatte adgang til restauranter, biografer og teatre.

Videre vil det også være påkrævet, hvis man vil rejse lange distancer med tog. Det gælder far august, hvilket giver yderligere incitament til befolkningen for at få stikkene forud for sommerferien.

Den franske regerings nye tiltag kommer, fordi færre bliver vaccineret, samtidig med at antallet af smittede stiger på grund af spredning af den mere smitsomme Delta-variant.

- Hvis vi ikke gør noget nu, så vil antallet af smittetilfælde og antallet af indlæggelser på hospitalerne stige, sagde Macron i en tale på fransk tv mandag.

/ritzau/

Opdateret 13. juli 2021 kl. 09:10

Rablende syg verden.

Lise Lotte Rahbek

Det er vist også frivilligt i Danmark, om man vil hænges ud som ikke visende samfundssind på den statsanerkendte rigtige måde.

Men vil det så sige, at det såkaldte Coronapas er noget varigt. Det minder stærkt om et afsnit i "Javel hr. minister," hvor det er et problem, at man vil indføre et EU pas! For som han (ministeren) siger, så har man kæmpet 2 verdenskrige, og en kold krig, netop for at undgå den form for borgerkontrol! Men er Coronapasset så i virkeligheden EU passet? Lader til det!

MAO: Vi tvinger ikke folk til at tage vaccinen - vi fratager dem bare deres job, smadrer deres økonomi og udstiller dem offentligt.

Jeg kan ikke set det som andet end totalitarisme og en lemfældig omgåelse af sandheden. Jeg fornemmer at stort set kun jurister og politikere kan se det som noget andet.