Telegram

Stigende smittetal på Mallorca kan lægge dæmper på natteliv

Lokale myndigheder på Mallorca vil begrænse natlige fester udendørs, men det kræver grønt lys fra retsvæsenet.
Siden juni har ferieøen Mallorca budt turister velkomne efter en lang nedlukning som følge af coronapandemien. (Arkivfoto)

Siden juni har ferieøen Mallorca budt turister velkomne efter en lang nedlukning som følge af coronapandemien. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
21. juli 2021 kl. 01:51

Coronasmitten på den spanske ferieø Mallorca fortsætter med at stige, hvilket får myndighederne til at overveje at lægge en dæmper på festligheder på øen.

Ifølge Spaniens sundhedsministerium er der det seneste døgn registreret 335 smittede per 100.000 indbyggere på Mallorca. Mandag var samme tal 310, mens der fredag var 270 smittede per 100.000 indbyggere.

Det får nu myndighederne til at overveje at stramme reglerne for nattelivet i weekenden. Det gælder også øerne Menorca, Ibiza og Formentera.

Eventuelle restriktioner vil gælde for de såkaldte botellónes, hvor unge spaniere mødes udendørs for at drikke alkohol. Det vil blive forhindret ved at lukke strande og parker mellem klokken 01 og 06 om natten.

Spaniens domstole skal dog give grønt lys til de lokale myndigheder, før at restriktioner kan indføres, og det er ikke sikkert, at de gør det.

I den nordlige Navarra-region i Spanien, hvor der er knap 537 smittede per 100.000 indbyggere, afviste den regionale højesteret tirsdag en anmodning fra den lokale regering om at indføre et udgangsforbud.

I Catalonien og Valencia har domstole dog tidligere tilladt dette.

Siden 10. juli har Udenrigsministeriet i Danmark opfordret til at være ekstra forsigtig på rejser til og fra Mallorca.

Det betyder blandt andet, at danskere, der har været på den spanske ferieø, skal lade sig teste for coronavirus efter indrejse i Danmark. Det samme gælder de øvrige Baleariske Øer, der også tæller Menorca, Formentera, Ibiza, Cabrera og Conillera.

Ifølge rejsebureauet Spies er Mallorca et af danskernes foretrukne rejsemål.

/ritzau/dpa

Opdateret 21. juli 2021 kl. 02:22