Telegram

Anklager taler om en topstyret virksomhed i rekordstor narkosag

I kokainsagen "Operation Goldfinger" var en af de tiltalte i en årrække embedsmand i to albanske ministerier.
Telegram
23. september 2021 kl. 13:48

Den hidtil største narkosag, som politiet har døbt "Operation Goldfinger", er ved at nærme sig finalen. Tiltalen handler om indsmugling af 4,5 ton kokain, som blev blandet op til i alt ni ton.

Efter godt 60 retsmøder i Københavns Byret er det torsdag slut med aflytninger, fotos, læsninger af krypterede telefoner og afhøringer.

Nu skal først anklagerne og derefter forsvarerne fortælle retten, hvordan de vurderer de mange oplysninger, som er trukket ud af politiets rapporter på mere end 60.000 sider.

Senioranklager Annika Jensen taler om en topstyret forretning.

- Det har på mange måder mange ligheder med en normal virksomhed, hvor folk har deres helt særlige opgaver. Og det er en virksomhed med afdelinger i København og i Malmø, siger hun.

Hun udpeger også den håndfuld mænd, som ifølge hende udgjorde ledelsen. Ligesom i andre firmaer var der jævnligt diskussioner om penge, viser en aflytning af en af de tiltaltes BMW. Og bundlinjen på et regnskab i december 2018 fundet på en telefon viser en fortjeneste på 1,9 millioner euro, fortæller hun.

15 mænd er sat under tiltale. De 12 har albansk baggrund. Det var et netværk forankret i familiemæssige forhold, lyder det fra den anden senioranklager, Lasse Biehl.

Profitten blev sendt til Tetovo i Nordmakedonien. Senere indgik de i investeringer i Albanien til fordel for de tiltalte både i Danmark og Albanien, opsummerer han.

Tidligere i forløbet er en buschauffør dømt for at have kørt i alt 30 millioner kroner til Nordmakedonien.

De to sidste tiltalte var en slags finansfolk. Fra souvenirbutikker sørgede de for omveksling af millioner af kroner til euro, påstår anklagemyndigheden. Og selv om de ikke fysisk havde noget at gøre med narkotika, skal de dømmes for at medvirket til den store kriminelle forretning, lyder det fra Lasse Biehl.

På torsdagens retsmøde gennemgås oplysninger om de tiltaltes personlige forhold. En af dem er universitetsuddannet i Albanien i jura og økonomi. Det blev til en 15 år lang karriere i det albanske miljø- og forsvarsministerium.

Denne mand er blevet udleveret fra Holland til Danmark. Hans forsvarer mener, at der i givet fald slet ikke kan dømmes for mængder i tons. Den oprindelige udlevering gjaldt nemlig "kun" medvirken til indsmugling af i alt 76 kilo, lyder det.

En anden tiltalt har i flere år været professionel fodboldspiller, viser det sig. Hvad er dine fremtidsplaner, spørger hans forsvarer.

- At blive frifundet og komme ud og få et normalt liv, siger han.

Alle nægter sig skyldige. Næsten alle har været varetægtsfængslet siden sommeren 2019.

/ritzau/

Opdateret 23. september 2021 kl. 16:16