Telegram

Chef svarede ikke i tre uger på advarsel om mistede 112-opkald

Mail advarede om, at situation var "på vej til at være kritisk for borgerne". Tre uger senere svarede chef.
Regionens akutberedskab understreger over for Berlingske, at alle opkald håndteres. (Arkivfoto)

Regionens akutberedskab understreger over for Berlingske, at alle opkald håndteres. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
14. september 2021 kl. 23:54

I tre uger i løbet af juli og begyndelsen af august svarede chefen for Region Hovedstadens vagtcentral ikke på en mail fra den operative chef for vagtcentralen om den kritiske 112-situation.

Det skriver Berlingske onsdag på baggrund af en aktindsigt.

Mediet har den seneste tid beskrevet, hvordan tusindvis af opkald går tabt, når alarmopkald viderestilles fra Hovedstadens Akutberedskab til regionens vagtcentral, som kan sende en ambulance.

Hvis det ikke lykkes at få kontakt inden for 22 sekunder, tæller opkaldet for mistet, skriver avisen.

15. juli 2021 blev vagtcentralchef Preben Hansen på en mail fra den operative chef gjort opmærksom på, at situationen var "på vej til at være kritisk for borgerne".

Men ifølge avisen svarede han ikke med det samme.

Det skete først tre uger senere, hvor Preben Hansen fik en rykkermail fra den operative chef. I den stod, at situationen var "særdeles uholdbar".

Hertil svarede han, at man kendte til problemet, og at det skyldtes opsigelser. Preben Hansen skrev også, at der var sat tiltag i værk. Det viser aktindsigten ifølge Berlingske.

Kommunikationsafdelingen i regionens akutberedskab mener, at Preben Hansen har levet op til sit ansvar.

I et mailsvar til Berlingske står blandt andet, at vagtlederchefen har "handlet på mailen fra Hovedstadens Beredskab".

Problemet med mistede opkald tog ifølge Berlingske til i begyndelsen af 2019. Særligt efter genåbningen af samfundet i foråret blev det værre.

Onsdag skriver avisen, at under de første dage af september, hvor nattelivet genåbnede, kom mere end hvert femte opkald ikke igennem til vagtcentralen.

I de første fem septemberdage mislykkedes det 440 gange at viderestille borgere til regionens vagtcentral.

Kommunikationsafdelingen i regionens akutberedskab understreger over for Berlingske, at det ikke betyder, at 440 borgere ikke har fået hjælp. Det understreges også, at alle opkald håndteres.

Onsdag rettede formand for Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) kritik mod Hovedstadens Akutberedskab.

Berlingske har tidligere afdækket, at ledelsen i beredskabet har kendt til problemet i over to år.

/ritzau/