Telegram

Intern video afslører splittelse og to fløje i Dansk Folkeparti

Tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) langede lørdag ud efter tre kolleger i hovedbestyrelsen.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen talte om en dyb splittelse i partiet på et internt medlemsmøde i weekenden. (Arkivfoto)

Dansk Folkepartis Martin Henriksen talte om en dyb splittelse i partiet på et internt medlemsmøde i weekenden. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
3. september 2021 kl. 00:29

En video fra et internt partimøde får flere profiler fra Dansk Folkeparti (DF) til åbent at ryge i totterne på hinanden. Det skriver Jyllands-Posten.

I videoen taler Martin Henriksen, der er hovedbestyrelsesmedlem i DF, åbent om en dyb splittelse og fløje i partiet.

Videoen er ifølge Jyllands-Posten optaget lørdag, hvor Martin Henriksen holdt et oplæg på et medlemsmøde i DF's afdeling i Hjørring i Nordjylland.

Her siger Martin Henriksen, at der i partiet pågår en strid om, "hvor partiet skal placere sig strategisk og politisk".

Ifølge Martin Henriksen har striden delt Dansk Folkeparti i to fraktioner.

Én fløj argumenterer for, at man skal besinde sig i udlændingepolitikken, hvor man i de senere år har fået modstand fra højre i form af Nye Borgerlige.

Det er Martin Henriksen, der er kendt som en hardliner i udlændingepolitikken, uenig i.

- Der er en diskussion i partiet, hvor nogen mener, vi skal nærme os de andre partier.

- Men hvor vi er nogle stykker, der mener, at det er vejen frem at kigge på, hvad der historisk har virket, siger Martin Henriksen på mødet ifølge Jyllands-Posten.

Den anden fløj udgør ifølge Martin Henriksen EU-parlamentarikeren Peter Kofod, den tidligere EU-parlamentariker Anders Vistisen og DFU-formanden Tobias Weische.

I en sms til Jyllands-Posten kritiserer Anders Vistisen udtalelserne fra Martin Henriksen, men han ønsker ikke at stille op til interview.

Vistisen skriver dog, at der bør istandsættes en redegørelse af situationen, og at den skal drøftes med hovedbestyrelsen.

Peter Kofod kalder over for avisen Martin Henriksens angreb for "meget hårde anklager".

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl, mens Martin Henriksen forsvarer sine udtalelser over for avisen.

/ritzau/

Opdateret 3. september 2021 kl. 06:31