Telegram

Madredaktør kalder tredje stjerne til Noma helt fortjent

Vin- og madredaktør på Berlingske Søren Frank havde ikke forventet så mange nye michelinstjerner til Danmark.
Noma med René Redzepi i spidsen fået sin tredje michelinstjerne. Vin- og madredaktør på Berlingske kalder det helt fortjent.

Noma med René Redzepi i spidsen fået sin tredje michelinstjerne. Vin- og madredaktør på Berlingske kalder det helt fortjent.

RITZAU SCANPIX

Telegram
13. september 2021 kl. 22:27

Vin- og madredaktør hos Berlingske Søren Frank er positiv over mandagens uddeling af michelinstjerner, hvor 27 danske restauranter har fået i alt 35 stjerner.

- Jeg havde ikke forventet lige så mange nye stjerner, fordi det har været svært for inspektørerne at besøge restauranterne på grund af coronavirus, siger han.

Noma i København gik fra to til tre stjerner, og det er helt fortjent, mener Søren Frank.

- Jeg kan ikke se nogen restaurant, der fortjener det mere. Det er på mange måder den mest indflydelsesrige restaurant i verden.

Han har ikke et entydigt svar på, hvorfor det netop er i år, at Noma får den tredje stjerne.

- Det kan være, at det har været lettere for dem at få bord. Det kræver seks besøg at få tre stjerner.

- Noget andet kunne være, at Nomas sommermenu de seneste to år har været lidt bredere. Måske er det noget, der har gjort, at de her inspektører lettere har kunnet finde enighed om, at nu smager alt godt på Noma, siger han og understreger, at det er et gæt.

Michelinguiden kom også bredere rundt i landet.

Restauranten Syttende skaffede Sønderborg sin første michelinstjerne, mens restaurant Lyst i Vejle også fik en stjerne.

Det vidner ifølge Søren Frank om, at Michelinguiden også er begyndt at kigge seriøst på restauranter, der ikke ligger i København.

- Michelinguiden har strammet op på deres indsats i provinsen, så Lyst og Syttende - som er to meget spektakulære restauranter - har fået stjerner.

- De har fået besøgt dem, og så har de selvfølgelig fundet kvalitet til en stjerne, siger han.

Han undrer sig dog over, at Falsled Kro, der ligger på Fyn, ikke er kommet med i Michelinguiden.

- På den anden side er der ikke noget, der tilskriver, at de lige skulle have den i år, men jeg ved ikke, hvorfor de er blevet overset, siger han.

Selv om Søren Frank mener, at et par restauranter er blevet forbigået, siger han, at Danmarks stjernehøst mandag aften er gået over al forventning.

- Bare det, at vi har fået rettet op på det med Noma, så er guiden kommet et skridt tættere på at være dækkende, siger han.

/ritzau/

Opdateret 13. september 2021 kl. 22:42