Telegram

Politiet efterlyser med foto befamlende mand på kunstmuseum

Mand mistænkes for at have bevæget sig ind i kunstinstallation med nøgne mennesker, hvor han befamlede kvinde.
Telegram
29. september 2021 kl. 16:38

Politiet har onsdag valgt at offentliggøre billeder af en mand i alderen 40-50 år. Han mistænkes for at have befamlet en kvinde under en kunstinstallation på kunstmuseet Heart i Herning.

Kunstinstallationen fandt sted 4. september. En kunstner fra New York, Spencer Tunick, havde samlet 200 nøgne mænd og kvinder, der kun stod med hvide lagner mellem sig.

Da de nøgne mennesker førte lagnerne op til ansigtet, bevægede en påklædt mand sig pludselig ind mellem dem, og her befamlede han en af de kvindelige deltagere. Ifølge TV Midtvest rørte han hende blandt andet i skridtet.

Derefter flygtede han.

Manden havde først besøgt kunstmuseet klokken 14, men vendte tilbage klokken 16 under kunstinstallationen. Han var gået gennem foyeren ud til de udendørsarealer, hvor kunstprojektet foregik.

Det er nu efterhånden en måned siden, og Midt- og Vestjyllands Politi har nu offentliggjort en pressemeddelelse med billeder og information om manden, der mistænkes for blufærdighedskrænkelse af kvinden.

Han beskrives som en mand i alderen 40-50 år, 170-180 centimeter i højden, lys i huden, har fregner og en kløft i hagen.

På overvågningsbillederne har han en grøn kasket på og en mørk rygsæk på ryggen.

Har man set manden, eller ved man, hvem han er, eller hvor han færdes, beder politiet om, at man ringer på telefonnummeret 114.

/ritzau/