Telegram

Statsministeren: 11. september er en af de få dage, vi alle husker

Både statsministeren og udenrigsministeren mindes i dag ofrene for terrorangrebet 11. september 2011
Udenrigsminister Jeppe Kofod og statsminister Mette Frederiksen kommenterer terrorangrebet den 11. september 2001 på 20-årsdagen for angrebet. (Arkivfoto)

Udenrigsminister Jeppe Kofod og statsminister Mette Frederiksen kommenterer terrorangrebet den 11. september 2001 på 20-årsdagen for angrebet. (Arkivfoto)

RITZAU SCANPIX

Telegram
11. september 2021 kl. 08:47

På 20-årsdagen for terrorangrebet den 11. september 2001 skriver både statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at vi i dag mindes ofrene.

- Billederne af flyene og tvillingetårnene, der kollapser, og angrebet på Pentagon er indlejret i vores fælles hukommelse som udtryk for den absolutte ondskab, skriver Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

- Det samme er de urovækkende billeder af resterne af United 93 spredt ud over markerne i Pennsylvania, skriver Jeppe Kofod.

Her henviser han til det fly, hvor passagererne overmandende flykaprerne og forhindrede terrorristerne i at nå deres endelige destination, som muligvis var Det Hvide Hus i Washington.

Angrebet den 11. september kostede næsten 3000 mennesker livet og førte til "krigen mod terror".

I pressemeddelelsen gør udenrigsministeren opmærksom på, hvor grusomt et angreb det var.

- For 20 år siden så vi den islamistiske terror i sin mest grusomme form.

- I dag mindes vi ofrene og de pårørende, som mistede deres nærmeste, og hylder alle dem, som siden hen uknækkeligt har viet deres kræfter til at bekæmpe terrorens onde væsen, skriver han.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) mindes lørdag ofrene for angrebene. Det gør hun i et Facebook-opslag:

- I dag er en af de få dage, vi alle husker flere årtier senere. For 20 år siden. En ganske almindelig dag, der brutalt blev kløvet midt over af terroristerne.

- Lige nu har vi en dybt ulykkelig situation i Afghanistan. Det skal give anledning til refleksion.

- Men kampen mod terror har ikke været forgæves. I dag mindes vi ofrene den 11. september. Og alle de tapre mennesker, der de seneste 20 år har kastet sig ind i kampen mod terroristernes feje natur.

- Mine varmeste tanker og respekt til alle jer og jeres kære, skriver hun blandt andet i opslaget.

Terrorangrebet den 11. september var planlagt af terrororganisationen al-Qaeda og dens leder, Osama bin Laden.

Det var hans og Al-Qaedas tilstedeværelse i Afghanistan, der førte til, at en amerikansk ledet FN-koalition invaderede landet en lille måned efter angrebet.

Det lykkedes først amerikanerne at få ram på Osama bin Laden omkring 10 år senere i 2011. Her blev han dræbt af amerikanske elitesoldater i nabolandet Pakistan.

Krigen i Afghanistan endte med at vare næsten 20 år. De sidste amerikanske tropper forlod Afghanistan den 30. august 2021.

/ritzau/

Opdateret 11. september 2021 kl. 12:00