Telegram

Thulesen Dahl har ingen planer om at stoppe som DF-formand

Dansk Folkepartis formand vil genvælges ved weekendens årsmøde i Herning uagtet intern uro i partiet.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er presset af dårlige meningsmålinger og intern uro i partiet inden weekendens årsmøde i Herning. Han understreger, at han vil fortsætte som formand og opfordrer til ro inden kommunalvalget 16. november. (Arkivfoto.)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er presset af dårlige meningsmålinger og intern uro i partiet inden weekendens årsmøde i Herning. Han understreger, at han vil fortsætte som formand og opfordrer til ro inden kommunalvalget 16. november. (Arkivfoto.)

RITZAU SCANPIX

Telegram
16. september 2021 kl. 15:50

Kristian Thulesen Dahl har ingen planer om at trække sig som formand for Dansk Folkeparti ved partiets årsmøde i Herning i weekenden.

Det fortæller han torsdag i et interview med TV 2 News.

- Jeg stiller op som formand for Dansk Folkeparti lørdag.

- Jeg fortsætter på posten, hvis jeg har baglandets, de delegeredes, opbakning, siger han.

Der har i noget tid været massiv uro i Dansk Folkeparti, som er gået fra valgnederlag til valgnederlag de seneste år. Og om to måneder venter kommunalvalget.

Tidligere torsdag var formanden for partiets lokalforening i Gentofte, Rita Rahbek, ude at sige i Ekstra Bladet og Berlingske, at hun håber, at Pia Kjærsgaard vil tage over.

Pia Kjærsgaard stiftede i 1995 Dansk Folkeparti sammen med blandt andre Kristian Thulesen Dahl.

Kjærsgaard var formand for partiet frem til 2012, hvor hun blev afløst af Thulesen Dahl.

Rita Rahbek er af Ekstra Bladet blevet spurgt, om hendes ord er "en direkte opfordring til, at hun (Pia Kjærsgaard, red.) skal tage over som formand op til årsmødet".

Til det svarer Rita Rahbek helt kort:

- Ja.

Adspurgt om, hvorvidt han er klar til at tage et kampvalg mod en anden med formandsdrømme, svarer Kristian Thulesen Dahl i interviewet med TV 2 News.

- Det er altid en del af demokratiet, at man skal være parat til, at der kommer konkurrence.

- Jeg skal ikke være formand for Dansk Folkeparti til evig tid, så jeg har også en stærk interesse i, at andre kan se sig selv i den rolle.

- Der kommer selvfølgelig et tidspunkt i en fremtid, hvor jeg godt ved, at jeg ikke skal være formand for Dansk Folkeparti, siger han.

Dansk Folkeparti skal i weekenden holde årsmøde. Under optakten til årsmødet har der også været fokus på interne uenigheder mellem flere medlemmer af hovedbestyrelsen.

Tre medlemmer i hovedbestyrelsen er på valg: Martin Henriksen, Anders Vistisen og Erik Høgh-Sørensen.

Alle de tre nuværende indehavere af pladserne stiller op. Men på forhånd har flere kandidater meldt sig. Et kampvalg om pladserne i hovedbestyrelsen er derfor uundgåeligt.

/ritzau/

Opdateret 16. september 2021 kl. 16:17