Telegram

Cyklon og oversvømmelser koster ni livet i ørkenstater

Kraftig vind og regn skabte søndag kaos i Oman og Iran. Uvejr ventes at fortsætte flere steder de næste dage.
I hovedstaden Muscat står flere biler under vand.

I hovedstaden Muscat står flere biler under vand.

RITZAU SCANPIX

Telegram
4. oktober 2021 kl. 02:03

Mindst ni personer har mistet livet, efter at den tropiske cyklon Shaheen søndag skabte kaos i dele af Iran og Oman.

Det skriver BBC natten til mandag dansk tid.

Cyklonen gik i land søndag lokal tid, og der blev i området registreret vindstød på mellem 120 og 150 kilometer i timen, mens den bevægede sig ind over land.

Cyklonen blev senere nedgraderet til en tropisk storm. Det oplyser et lokalt meteorologisk institut ifølge BBC.

I ørkenstaten Oman er tusindvis af mennesker blevet evakueret fra landets kystlinje, mens flere gader i hovedstaden, Muscat, står under vand.

Her mistede tre personer livet - heriblandt et barn - på grund af oversvømmelser, allerede inden cyklonen gik i land.

Billeder fra Muscat viser, hvordan flere biler står under vand, og myndighederne i byen har beordret, at folk kun må gå ud på vejene i hovedstaden i absolutte nødstilfælde.

Ydermere er fly til og fra hovedstaden blevet suspenderet, mens en planlagt cricketkamp mellem Oman og Skotland også er blevet aflyst.

I forstaden Qurum har myndighederne lukket for strømmen for at undgå uheld, mens cirka 2700 personer er blevet bragt til forskellige tilflugtssteder.

I Iran oplyser myndighederne ifølge BBC, at seks personer har mistet livet i en havneby i den sydøstlige provins Sistan og Baluchistan.

Ifølge landets statslige medier er flere veje, kraftværker og anden infrastruktur også blevet beskadiget.

Shaheen har ført til problemer i De Forenerede Arabiske Emirater.

I byen Al-Ain, der grænser op til Oman, er borgerne blevet bedt om at arbejde hjemmefra mandag, da uvejret ventes at fortsætte de kommende dage.

Også i Saudi-Arabien opfordres borgerne til at være på vagt. Her er der ifølge myndighederne risiko for kraftig vind og oversvømmelser fra mandag til fredag i flere regioner.

Det melder lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Opdateret 4. oktober 2021 kl. 02:11