Telegram

Sebastian Kurz går af som Østrigs kansler

Korruptionssag får kansler Kurz til at smide håndklædet i ringen. Udenrigsminister udpeges som efterfølger.
Så er det slut. Kansler Kurz meddeler, at han går af.

Så er det slut. Kansler Kurz meddeler, at han går af.

RITZAU SCANPIX

Telegram
9. oktober 2021 kl. 19:52

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, går af og overlader kanslerposten til landets udenrigsminister, Alexander Schallenberg.

Det sker i forbindelse med korruptionsanklager, der er rettet mod Kurz og hans regering.

Kurz kommer fra det konservative parti ÖVP. Han siger, at han nu sætter sig ned i parlamentet for at lede sit parti.

Schallenberg, der er karrierediplomat, får posten, fordi Kurz vil sikre, at landet har en "regering, der er stabil", som han siger i sin erklæring.

Presset mod kansler Kurz begyndte at tage til i onsdags.

Da meddelte anklagemyndigheden, at Kurz og ni andre i kredsen omkring ham er under mistanke for korruption.

Mistanken går på, at de skulle have købt sig til positiv medieomtale på skatteydernes regning.

Landets finansministerium mistænkes således for at have indrykket annoncer i en avis til gengæld for positiv omtale af Kurz.

Kurz har afvist anklagerne. De er "falske", har han sagt.

Han har også sagt, at han har skrevet sms'er, som har fået ham i gyngen. De blev skrevet, da bølgerne gik højt.

- Jeg er blot et menneske med følelser og fejl.

Koalitionsregeringen under ledelse af Kurz, der er 35 år, blev truet på livet, fordi juniorpartneren, De Grønne, truede med at sige farvel til regeringen, medmindre Kurz gik af.

- Mit land er vigtigere for mig end min person, siger Kurz i sin erklæring.

- Vi har brug for stabilitet.

Nyhedsbureauet dpa skriver, at hvis Kurz ikke selv var gået af, ville De Grønne have hjulpet ham på vej.

Partiet ville tirsdag bringe en mistillidsafstemning om Kurz op i parlamentet. Og med oppositionens og De Grønnes stemmer ville Kurz da blive væltet.

Kurz er trods sin unge alder ikke helt uerfaren som kansler.

Han fik første gang posten som regeringschef i 2017, da hans ÖVP dannede regering med Frihedspartiet FPÖ.

Efter valget i 2019 indledte Kurz regeringsforhandlinger med De Grønne, og de blev enige i januar 2020, da Kurz kunne præsentere sin nye koalitionsregering.

/ritzau/Reuters

Opdateret 9. oktober 2021 kl. 20:18

Få besøg af Mette Frederiksen og gå af... :P